Fortsæt til indhold
Tennis

Alcaraz snupper første French Open-titel i karrieren

Carlos Alcaraz, der tidligere har vundet både Wimbledon og US Open, har nu også vundet French Open.

/ritzau/

Carlos Alcaraz blev søndag den yngste mand til at vinde grand slam-turneringer på alle tre underlag i tennissporten.

Den 21-årige spanier vandt sidste år Wimbledon på græs, og i 2022 strøg han til tops i US Open som teenager på hardcourt.

Søndag triumferede Alcaraz på det røde grus i French Open.

Alcaraz, der er nummer tre i verden, vandt i fem sæt over Alexander Zverev, nummer fire i verden.

Det skete efter en dramatisk maratonkamp og med sætcifrene 6-3, 2-6, 5-7, 6-1, 6-2. Kampen varede 4 timer og 20 minutter.

Alcaraz kom bedst fra start og vandt første sæt uden at spille sig helt ud. Spanieren forsøgte med varieret spil at bryde Zverevs rytme, og det lykkedes.

Med tre servegennembrud tog Alcaraz taktstokken fra start, og det kunne pege i retning af en ensidig og hurtigt overstået finale.

Men sådan skulle det langtfra gå.

I andet sæt fandt Zverev storspillet frem, og pludselig var det Alcaraz, der kom i vildrede og ledte efter løsningerne.

Tyskeren sendte sin tunge serv og sine hårde grundslag ned mod spanieren, der havde svært ved at finde et modsvar.

I tredje sæt kom Alcaraz foran 5-2, og det lignede et sikkert sæt til spanieren. Men Zverev ville det anderledes og viste stor mental styrke.

Tyskeren vandt fem partier i træk og kom foran med 2-1 i sæt. Favoritværdigheden var skiftet, og Zverez kom tættere på at vinde sin første grand slam i karrieren.

Alcaraz var dog på ingen måde rystet af sættabet og kom igen i teten i fjerde sæt, hvor Zverev famlede efter løsningerne og kiggede søgende og bebrejdende op mod sin boks.

Generelt havde Zverev flere udfald i kampens slutfase, og det kostede dyrt for tyskeren.

Med 2-2 i sæt skulle det hele afgøres i femte sæt. Det skulle vise sig at blive en mental styrkeprøve for Zverev og en fysisk udfordring for Alcaraz.

Her var Alcaraz stærkest, selv om han sled en smule med fysikken til slut.

Spanieren vandt de tætte partier, og Zverev virkede mere og mere opgivende.

Til slut kunne Alcaraz juble over sejren og træde i fodsporene på idolet Rafael Nadal, der har 14 titler i French Open.