Utilpas Wozniacki trak sig efter en halv time
Caroline Wozniacki var bagud 0-6, 0-1, da hun trak sig fra første kamp ved Billie Jean King Cup.
Caroline Wozniackis første kamp for det kvindelige danske tennislandshold siden 2015 blev en trist en af slagsen.
Bagud 0-6, 0-1 trak den 33-årige tidligere verdensetter sig fra sin kamp mod Østrigs Sinja Kraus ved Billie Jean King Cup mandag ved middagstid.
Wozniacki havde en breakbold i andet parti mod Kraus, der er nummer 222 på verdensranglisten, men ellers var kampen meget ensidig i østrigerens favør.
- Jeg havde det rigtig dårligt ind på banen, hvor jeg var svimmel og ikke kunne se boldene ordentligt.
- Allerede fra starten af kampen havde jeg en opkastfornemmelse, og jeg frygtede at kaste op på banen, siger Wozniacki til TV 2 Sport.
Clara Tauson spiller den anden danske singlekamp i dysten mod Østrig. Hun møder senere mandag Julia Grabher, som er nummer 130 i verden.
Tauson er selv nummer 80 på den seneste verdensrangliste og dermed Danmarks højst placerede spiller. Wozniacki er nummer 118.
Tauson og Wozniacki er efter den kamp programsat til at spille double i eftermiddag, men det er nok tvivlsomt, om det bliver tilfældet.
Tirsdag og onsdag venter Ungarn og Bulgarien som de øvrige modstandere i det indledende gruppespil ved Billie Jean King Cup.
Vinderen af fireholdsgruppen er sikret oprykning til næste niveau i Billie Jean King Cup. En af de fire toere på tværs af de tre indledende grupper rykker også op.