Medvedev skød sæsonfinale og titelforsvar i gang med sejr
Russiske Daniil Medvedev besejrede Hubert Hurkacz i første kamp ved tennissportens ATP Finals.
Tennisherrernes sæsonfinale blev søndag skudt i gang i italienske Torino, hvor den forsvarende mester og verdens nummer to, Daniil Medvedev, besejrede Hubert Hurkacz.
Russiske Medvedev vandt med cifrene 6-7, 6-3 og 6-4 over polakken, der er verdens nummer ni.
Sæsonfinalen, ATP Finals, er afslutningen på tennissæsonen, hvor årets otte bedste spillere mødes.
Senere søndag vandt tyske Alexander Zverev over italienske Marco Berrettini i samme gruppe, efter at Berrettini måtte trække sig kort inde i andet sæt med en skade.
Zverev havde vundet første sæt 7-6 og førte 1-0, da italieneren opgav at gennemføre.
De to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.
Mandag går verdensetteren, Novak Djokovic, på banen mod nordmanden Casper Ruud.
Djokovic har vundet sæsonfinalen fire gange i karrieren, men seneste gang var tilbage i 2015.
Kvindernes sæsonfinale, WTA Finals, er i fuld gang i Mexico, og her har de to lavest seedede spillere, spanske Paula Badosa og estiske Anett Kontaveit, allerede spillet sig i semifinalerne efter to kampe.
Hvem de skal møde afgøres mandag og tirsdag, når de sidste gruppekampe spilles.
Verdensetteren Ashleigh Barty er ikke med i turneringen. På grund af Australiens karantæneregler i forbindelse med rejser deltager hun ikke i flere turneringer før Australian Open i januar.
Danske Holger Rune deltog i denne uge i Next Gen ATP Finals, der er sæsonfinalen for de bedste spillere under 21 år.
Her blev det til en sejr og to nederlag og dermed exit i gruppespillet. Carlos Alcaraz vandt turneringen.