Fortsæt til indhold
Tennis

Djokovic tog Wimbledon-titel med sejr over italiener

Endnu en gang kan Novak Djokovic kalde sig Wimbledon-mester.

/ritzau/

Novak Djokovic vandt søndag Wimbledon-finalen og tangerede rekorden for flest grand slam-titler med 20 af slagsen.

Den serbiske verdensetter slog italieneren Matteo Berrettini, der er nummer ni i verden, med cifrene 6-7, 6-4, 6-4, 6-3 i finalen.

Rekorden med 20 grand slam-titler deles nu af tre spillere. Inden søndagens finale var det Roger Federer og Rafael Nadal, som delte rekorden. Nu er Djokovic oppe på siden af sine to rivaler.

Det var sjette gang i karrieren, at Djokovic vandt Wimbledon. Han vandt også turneringen i 2011, 2014, 2015, 2018 og 2019.

I 2020 blev Wimbledon ikke afviklet på grund af coronapandemien, så han er ubesejret i tre turneringer i træk.

I søndagens finale kom Djokovic bedst fra start og brød italieneren hurtigt til en 3-1-føring. Derefter susede serberen af sted til 4-1 og kort efter 5-2.

Det lignede et sikkert første sæt til Djokovic, men Berrettini kæmpede sig tilbage og reddede en sætbold, inden han reducerede til 3-5.

Derefter brød italieneren med flot spil tilbage og udlignede til 5-5. Duellanterne holdt serv til slut, så første sæt skulle afgøres i tiebreak.

Her var Berrettini bedst og vandt overraskende 7-4 i et underholdende åbningssæt på Centre Court.

I andet sæt var det igen 34-årige Djokovic, der satte sig tungt på sagerne og kom foran 4-0.

Men der masser af fight i Berrettini, som reducerede til 4-5, efter at han havde reddet tre sætbolde.

Djokovic var dog usvigeligt sikker, da han skulle serve kampen hjem i andet forsøg og udlignede til 1-1 på sin fjerde sætbold.

Nogenlunde samme billede gentog sig i tredje sæt, hvor Berrettini blev brudt tidligt og ikke var i stand til at svare tilbage.

Djokovic forsvarede sig mod to breakbolde, og italieneren løb tør for gode idéer.

I fjerde sæt løftede begge spillere kvaliteten, og publikum blev underholdt med mange fede slagudvekslinger.

Berrettini blev brudt ved stillingen 3-3, da Djokovic for alvor skruede op for præcision og tempo, og serberen endte med at vinde kampens sidste tre partier.

Djokovic formøblede to matchbolde, inden han snuppede den tredje, da italieneren sendte bolden i nettet.

Med Wimbledon-titlen er Djokovic tæt på en ægte Grand Slam. Det hedder det, når en tennisspiller vinder samtlige fire grand slam-turneringer i samme kalenderår.

Det gjorde Rod Laver i 1969, og siden har ingen præsteret samme bedrift på herresiden, men måske sker det i år.

Novak Djokovic er tæt på bedriften efter triumferne i Australian Open og French Open. Nu venter US Open som den sidste grand slam-turnering i slutningen i august.