Svensk ekspert langer ud efter dansk landstræner: Usmageligt
Ikke alle svenskere er begejstret for, hvordan den danske lejr har håndteret skinne-sagen ved VM.
Paris
Den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson burde ikke bruge medierne til at lægge pres på for at få Sverige til at godkende René Tofts albueskinne.
Det mener Per Johansson, der under VM arbejder som ekspert for svenske Kanal 5.
»Gudmundsson skal som træner holde mund. Sverige er for fairplay, og han skal ikke bruge medierne til at lægge pres på,« siger Per Johansson til Aftonbladet.
Lørdag morgen fik Danmark en godkendelse af Qatar, Egypten og Bahrain. Efterfølgende udtalte den danske landstræner:
»Det er fantastiske nyheder, og jeg er utroligt taknemmelig for, at de tre lande har udvist fairplay og sportsmanship.«
Det mener Per Johansson var med til at lægge et stort pres på den svenske lejr, der stadig på det tidspunkt ikke havde givet et svar.
»IHF har den største skyld i alt det her. men jeg synes det er usmageligt af Gudmundsson at gå ud og snakke om fairplay og sportmanship. De bryder jo reglerne og bagefter udnytter de situationen og spiller på andre holds samvittighed,« siger Johansson.
Den danske landstræner afviser, at han har forsøgt at presse nogle til at godkende skinnen.
»Jeg synes, hele håndboldverdenen skal stå sammen om sådan en sag her. Det er min mening om det. Jeg ved ikke, hvem eksperten er. Men jeg har ikke lagt pres på nogen,« siger Gudmundur Gudmundsson efter 35-28-sejren over Egypten.
Han kalder IHF’s beslutning om ikke at godkende skinnen for helt forkert, fordi han mener, at den er helt ufarlig.
»Vi synes, vi er landet i en meget svær situation. Der er ingen begrundelse for at tage en beslutning om, at han ikke kan spille med den skinne. Det her handler om Renés fremtid, det er hans arbejde,« siger landstræneren.
Danmark møder Sverige mandag aften. Sverige har sagt god for René Tofts albuebeskytter.