Fortsæt til indhold
Håndbold

Det var grimt, det var hårdt - men det er glemt nu

Efter en fantastisk indledning tabte Danmark grebet om den første EM-kamp mod Montenegro, men det blev til en sejr på 22-21 og en perfekt start på turneringen.

Trine Østergaard har scoret. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Malmø

Håndbolddanmark, op af sofaen og find de penge og den tid, der skal til for at komme til Malmø.

Stine Jørgensen og kompagni har kun spillet en enkelt kamp ved EM og vinder formentlig ikke metal, men de kommer formentlig til at levere spænding og underholdning til at overgå tv-julekalender, pebernøddebagning og og julehjertefletning.

Mod Montenegro sprudlede Klavs Bruun Jørgensens udvalgte og bragte sig foran 13-7, inden en del udskiftninger totalt ødelagde rytmen og forvandlede kampen til en thriller, som Danmark kun med det yderste af neglene vandt 22-21.

Dermed levede åbningskampen op til forventningen om at blive en nervøs omgang, men de to mandskaber havde også meget på spil.

For det første havde Tjekkiet overraskende slået Ungarn kort forinden og åbnede dermed gruppen totalt op i jagten på det bedste udgangspunkt til mellemrunden og duellen om semifinalepladsen.

For det andet var det for begge holds vedkommende nærmest første smagsprøve på den store scene.

Danmark stillede med fem slutrundedebutanter og vil i hele turneringen være sårbar på positioner som målmandsposten og højre back, men i Hvem-er-mest-uprøvet-konkurrencen vandt modstanderne alligevel.

Handicappet af at have blot et par hundrede registrerede damespillere bliver montenegrinerne nødt til hele tiden at tænke langsigtet, og efter et skuffende OL i Rio fik fem stamspillere revet landsholdstrøjen af for at give næste generation tid til at modnes inden de næste lege om fire år.

Især pensioneringen af Katarina Bulatovic og Jovanka Radicevic vakte opsigt.

At se bort fra dem er som at servere en burger uden kød og bolle, de er blandt verdens absolut bedste spillere på deres positioner, men de er også henholdsvis 32 og 30 år og vil derfor med stor sandsynlighed ikke være aktuelle til OL i Tokyo 2020.

Sådan kan verden være benhård, derfor er kun 4 af de 16 spillere i Montenegros EM-trup over 20 år, derfor er gennemsnitsalderen blot 22,25 år, derfor fik tilskuerne lov at se nærmere på den lille nations næste store håb i skikkelse af Durdina Jaukovic.

Analyse: Tre ting, der kan give dansk succes ved EM

På ungdomsholdene var den 19-årige venstre back i en klasse for sig og scorede ofte op mod 20 mål per kamp, og det store gennembrud skal nu komme på seniorlandsholdet.

Første test var altså mod Danmark, hvor hun sjovt nok kom til at spille direkte over for et andet stortalent, Mette Tranborg, der bærer rundt på lige så store forventninger i fraværet af den skadede Line Jørgensen.

Ingen af de to meldte sig dog for alvor ind i en begyndelse, som blev lige så rodet og tilfældig som ventet.

Montenegrinerne sløsede to straffekast væk, danskerne efterlod store huller i forsvaret, men så trådte tre af de rødhvide i karakter og førte an på vejen mod dansk føring 10-5 midtvejs i første halvleg.

Sandra Toft tog fint et par afslutninger, Anne Mette Hansen gav prøver på sin besnærende cocktail af råstyrke og finesse, Fie Woller genfødte det danske fløjspil, og især sidstnævnte var værd at bemærke.

I de forudgående træningskampe har bredden haltet så gevaldigt, at den største opmærksomhed omkring fløjene har drejet sig om Maria Fiskers pandebånd. Efter den megen ballade omkring hendes hovedbeskyttelse fik hun lov at spille med en hurtigt konstrueret erstatning, men Randers-spilleren indledte på bænken og kunne derfra se sin afløser være med til at presse modstanderne ud over kanten sammen med et kollektiv begavet med en stadigt større udstråling af overskud og sikkerhed i aktionerne.

Mod slutningen af halvlegen tillod Klavs Bruun Jørgensen sig så at give førstekæden den ødelæggende puster.

Skiftet var fordelagtigt af hensyn til langtidsholdbarheden, men dels viste rokaderne, at gabet ned til andet geled er betragteligt, dels gav de altså montenegrinerne en vej tilbage i opgøret.

Danmark scorede ikke i halvlegens sidste fem minutter, Montenegro vekslede åbningerne i den danske defensiv til straffekast, men det sidste af tre kom Althea Reinhardt ind til, snuppede og forhindrede montenegrinerne i at komme på 12-14 ved pausen.

Efter sidebyttet fortsatte de bekymrende takter.

Montenegro fik endnu to straffekast og fik hurtigt udlignet til 14-14, inden Stine Bodholt omsider fik bragt Danmark på tavlen efter 10 minutters scoringspause.

Derfra blev det en tæt dans på kanten.

Viborg-stregen og anfører Stine Jørgensen var stort set ene om at vise mod og holde niveau offensivt, da det hele forkrampede sig til en kludret, omskiftelig affære med ganske få indslag af overblik og overskud hos begge hold.

Fra 21-20 til Danmark scorede ingen af holdene i syv minutter, Montenegro udlignede med to minutter igen, Stine Jørgensen svarede igen til 22-21 og var bagefter med til at sikre sejren.