Fortsæt til indhold
Håndbold

Gudmundur Gudmundsson: OL-ballade har påvirket mig

Landstræner Gudmundur Gudmundsson stopper til sommer. Et tilbud om kontraktforlængelse fra DHF nåede aldrig på bordet.

Det danske herrelandshold skal finde en ny landstræner. Islandske Gudmundur Gudmundsson stopper, når hans kontrakt udløber den 30. juni 2017.

Gudmundur Gudmundsson fortæller, at han meddelte Dansk Håndbold Forbund (DHF) sin beslutning på et møde i fredags.

»Min beslutning har været på vej i lang tid. Det har været en svær beslutning, og jeg har kigget på mange parametre. Det handler blandt andet om, at jeg har andre planer, selvom der ikke er noget på plads endnu omkring det,« siger Gudmundur Gudmundsson.

Jeg var ikke en del af det, som skete ved OL, men det er en af de ting, som har påvirket min beslutning
Gudmundur Gudmundsson, , dansk landstræner

Bruddet kommer i forlængelse af OL-guldet, der var det største resultat i dansk herrehåndbolds historie. Men siden har der været et voldsomt efterspil, da det kom frem, at der under OL blev holdt krisemøder mellem den daværende sportschef, Ulrik Wilbek, og flere spillere.

Gudmundur Gudmundsson var ikke en del af eller orienteret om disse møder. Balladen førte til, at Ulrik Wilbek stoppede som sportschef efter OL.

Hvor meget har efterspillet efter OL betydet for din beslutning?

»Det har påvirket min beslutning,« siger Gudmundur Gudmundsson.

Hvordan?

»Det vil jeg ikke sige så meget om. Det var en af de parametre, jeg har kigget på. Jeg var ikke en del af det, som skete ved OL, men det er en af de ting, som har påvirket min beslutning. Men det handler også om andre ting, jeg har kigget på hele paletten.«

At Ulrik Wilbek stoppede, hvad har det haft af betydning?

»Det har påvirket mig, men jeg vil ikke sige mere om det.«

Har du talt med Ulrik Wilbek efter, at han er stoppet?

»Nej, det har jeg ikke.«

Hos DHF ønsker generalsekretær Morten Stig Christensen ikke at fortælle, om forbundet gerne ville have beholdt den islandske OL-guldvinder.

Nåede I at tilbyde Gudmundur Gudmundsson en kontraktforlængelse?

»Jeg vil ikke udtale mig om, hvad vi arbejder med på interne møder,« siger Morten Stig Christensen.

Den del af forløbet vil den snart forhenværende landstræner gerne kommentere.

»Så langt nåede vi ikke,« siger Gudmundur Gudmundsson.

Tilbage står spørgsmålet, om landstræneren selv gik eller reelt fik at vide, at han ikke havde en fremtid som landstræner.

»Udkommet af vores sidste møde var, at vi blev enige om det, der står i pressemeddelelsen, nemlig at Gudmundur orienterede os om, at han havde andre planer. Og det har vi taget til efterretning,« siger Morten Stig Christensen.

Den islandske træners sidste store opgave bliver at stå i spidsen for herrelandsholdet ved VM i Frankrig. Men kan det lade sig gøre at styre et hold, når han er på vej ud?

Mister du ikke din autoritet?

»Nej, det tror jeg ikke. Spillerne er meget ærlige og professionelle, og de er der for at lave resultater. Sådan tænker man ikke. Det danske landshold er alt for stort til, at man kan tænke sådan,« siger Gudmundur Gudmundsson, der har været landstræner siden den 1. juli 2014.

Føler du, at du har haft spillernes opbakning hele vejen?

»Ja, det synes jeg. Det har jeg fået at vide både under OL og efter OL. Det har jeg været glad for. Det har ikke været en del af min beslutning,« siger Gudmundur Gudmundsson.

Intet skifte før VM

DHF har ikke overvejet at skifte træner allerede nu inden VM.

»Gudmundur er en af de mest professionelle trænere, jeg nogensinde har oplevet. Og spillerne har meldt ud, at de bakker 100 procent op om ham, så jeg ved at alle vil kæmpe for hæder, ære og medaljer til VM,« siger Morten Stig Christensen.

Favorit til at overtage landsholdet er Nikolaj Jacobsen, der træner det tyske storhold Rhein-Neckar Löwen.

»Jeg har hele tiden udtalt, at jeg godt kunne tænke mig at blive dansk landstræner en dag. Jeg synes, at det danske landstrænerjob er interessant, men det synes 98 procent af alle trænere formentlig,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han har kontrakt med den tyske klub frem til 2020. Spørgsmålet er, om han har en klausul, så han kan komme ud af aftalen før tid.

»Jeg vil ikke udtale mig om mine kontraktforhold,« siger Nikolaj Jacobsen.

Har du været i dialog med DHF om at blive landstræner?

»Jeg vil ikke snakke om mine ansættelsesforhold, så jeg har heller ingen kommentar til det spørgsmål,« siger Nikolaj Jacobsen.

Hvor langt er I med arbejdet med at finde en ny landstræner?

»Det vil jeg ikke dele med omverdenen. Det skal vi nok melde ud, når vi er i mål. Jeg ved godt, at der vil komme mange spekulationer, men jeg vil ikke bidrage til de spekulationer. Men vi er fortrøstningsfulde,« siger Morten Stig Christensen.