Tæt duel i det danske mål ved VM-slutrunden
Håndbold: Der er ingen førstekeeper på landsholdet ved VM. Der venter anderledes japanske afslutninger i åbningskampen.
De danske målvogtere er godt forberedt på modstanderne ved VM.
Lørdag venter det japanske landshold, og her er der noget helt særligt at forholde sig til. De japanske spillere venter ofte meget længe med at slippe bolden, når de afslutter. Det fortæller den ene af de to danske keepere Rikke Poulsen.
»De lander altid i feltet, inden de afslutter. Man skal vente rigtig længe med at lave sit udfald. Det er næsten sådan, at man kan nå at sige remsen: 1 kasse øl, 2 kasser øl, inden de sender bolden af sted. Det er meget anderledes end den nordiske stil,« siger Rikke Poulsen.
De japanske spillere udnytter, at det er meget sjældent at dommerne fløjter for overtrådt, fordi spillerne rører jorden i feltet, inden de skyder.
»Dommerne dømmer altid, når der bliver trådt på stregen, når de springer ind over, men der bliver næsten aldrig dømt for, at de er nede i feltet, inden de afslutter,« siger Rikke Poulsen
Man skal vente rigtig længe med at lave sit udfald. Det er næsten sådan, at man kan nå at sige remsen: 1 kasse øl, 2 kasser øl, inden de sender bolden af sted.,Rikke Poulsen, dansk målvogter
29-årige Rikke Poulsen er den ene af de to danske målvogtere, der skal sørge for at Danmark kommer langt i slutrunden.
Lørdag skal hun lukke ned for de japanske skytter.
»Det er den asiatiske måde at spille på, jeg har selv spillet med sydkoreanske spillere i SK Aarhus, og det er helt specielt,« siger Rikke Poulsen.
Keeperne er afgørende
Gode målmænd er altafgørende for at komme langt ved slutrunderne.
»Når det hele skal afgøres i de sidste par minutter er det næsten altid målmændene, der bestemmer udfaldet med vigtige redninger. Vi har to dygtige målmænd med,« siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Den anden målvogter er 26-årige Sandra Toft. De to keepere er meget tæt på hinanden rent niveaumæssigt, mener landstræneren.
En halvleg hver
»De er meget lige i niveau, så vi kommer til at bruge begge målmænd. Om det bliver noget med, at de får en halvleg hver, ved jeg ikke. Det har vi ikke lagt os fast på. Men hvis vi er meget foran, kan man godt tænke sig, at vi skifter ud for at få begge målmænd i gang, også selv om den ene gør det rigtig godt,« siger landstræneren.
Hvis han skal pege på en af de to lige nu bliver det Sandra Toft. Hun har haft en god sæson i den norske klub Larvik.
»Sandra Toft er måske en lille bitte smule foran lige nu, men det kan udvikle sig og skifte undervejs i turneringen,« siger Klavs Bruun Jørgensen.
Sandra Toft tænker ikke så meget på konkurrencen mellem dem. Hun ser de to målvogtere som et håndboldteam, der hjælper hinanden.
»Vi taler sammen undervejs i kampene. For os handler det om at lave nogle redninger, så Danmark kan vinde. Så er det ikke afgørende, hvem der står mest inde i målet,« siger Sandra Toft.
Sandra Toft skiftede i 2014 fra Team Tvis Holstebro til Larvik, og det var med til at holde liv i stortalentets karriere, der var ved at gå i stå i Vestjylland.
»Skiftet til Norge reddede min karriere. Hvis jeg ikke havde skiftet til Norge, havde jeg ikke været på landsholdet i dag,« siger Sandra Toft.
I Norge har hun spillet Champions League, og i øjeblikket ligger holdet i toppen af den norske liga.
»Mit niveau i Team Tvis Holstebro gik meget op og ned, og jeg havde problemer med en knæskade, som jeg ikke kunne komme mig over. Det har løftet mit niveau rigtig meget at spille her i Norge, især kampene i Champions League har skærpet mig,« siger Sandra Toft.
Torsdag aften trænede det danske landshold for første gang i Boxen i Herning. Her var der ingen tilskuere, men lørdag bliver hallen fyldt op, og det glæder Rikke Poulsen sig meget til.
Første gang med 12.000
»Vi glæder os alle sammen til at mærke stemningen i Boxen. Vi har hørt meget om det, men det er kun få på holdet, der har prøvet det. Jeg har aldrig spillet for 12.000 tilskuere før. Det bliver helt specielt, og jeg er sikker på, at det kommer til at løfte os. Det handler om at finde det rette spændingsniveau, så man ikke flyver rundt under loftet. Selv om vi er oppe at køre over stemningen, skal vi stadig have tankerne på plads, så vi gør de rette ting,« siger Rikke Poulsen.