Teenagetalent var grædefærdig: Skadet i resten af sæsonen
19-årige Lærke Christensen fra SK Aarhus har ødelagt korsbåndet og er ude i 10-12 måneder.
En af dansk damehåndbolds store talenter fik i denne uge en trist besked.
Korsbåndet er næsten revet helt over, og muligvis er noget brusk i knæet også beskadiget, lød beskeden til SK Aarhus' 19-årige Lærke Christensen, som dermed er færdig for sæsonen.
»Det var en hård nyhed. Det kom lidt som et chok, for knæet var hverken voldsomt ømt eller hævet,« siger SK Aarhus-talentet, der blev skadet i ligakampen mod Ringkøbing Håndbold i slutningen af oktober.
I næste uge skal hun til forundersøgelse, hvor hun regner med at få mere at vide. Men som det er lige nu, kan hun formentlig se frem til en pause på 10-12 måneder.
»Nu er det et par dage siden, og jeg har fået grædt ud og tænkt over det. Jeg er selvfølgelig mega ked af det, og det er også hårdt at se de andre træne, men jeg vil forsøge at få det bedste ud af det,« siger Lærke Christensen, der er holds tredje mest scorende spiller i sæsonen med 30 mål.
»Jeg håber, jeg kan være klar til sæsonstart næste sommer,« siger hun.
Skaden til SK Aarhus kommer ekstra ubelejligt, da klubbens normale førstevalg på højre back, landsholdsspilleren Mette Tranborg, fortsat er langtidsskadet.
Lærke Christensen skiftede før denne sæson fra Vendsyssel til SK Aarhus.