Fortsæt til indhold
Håndbold

Jesper Jensen vender tilbage som Team Esbjerg-træner

FTC-træner Jesper Jensen skifter efter sæsonen til Team Esbjerg, som han før har trænet i syv år.

/ritzau/

Jesper Jensen tiltræder som træner for Team Esbjerg på en treårig kontrakt fra sommeren 2027.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Dermed får den tidligere kvindelandstræner comeback som træner for Esbjerg, som han stod i spidsen for fra 2017 til 2024.

Jensen er aktuelt træner for ungarske FTC, men han meddelte tidligere i oktober, at han ville stoppe efter denne sæson af familiære årsager.

- Jeg er meget bevidst om, at det ikke bare er plug and play, når jeg vender tilbage til Team Esbjerg. Spillere har forladt klubben i løbet af de tre år, og nye er kommet til. Sammen skal vi bygge noget nyt op, og jeg skal lære dem at kende som spillere og mennesker, siger Jesper Jensen.

I sin første periode som Esbjerg-træner, hvor han fra 2020 til 2025 sideløbende var dansk landstræner, blev det til fire danske mesterskaber, tre pokaltitler, tre Super Cup og bronze i Champions League.

- Team Esbjerg er et nyt projekt for mig i forhold til for snart ti år siden, og vi har et andet udgangspunkt. Hvor det tidligere handlede om at konsolidere sig i Kvindeligaen, gælder det nu om at blive i den europæiske top. Jeg vil gå til opgaven med respekt og ærefrygt, siger Jesper Jensen.

Svenske Tomas Axnér afløste Jensen i Esbjerg, men har meddelt klubben, at han ønsker at stoppe ved kontraktudløb til sommer.

Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, oplyser, at klubben havde indledt processen med at finde en ny cheftræner, da muligheden for at genansætte Jesper Jensen viste sig.

- Med ansættelsen af Jesper Jensen som ny cheftræner ved vi, hvad vi får. Vi ved, hvad Jesper – og hustruen Lotte – står for, og at han har hjertet med. Jesper vil gøre alt for at indfri de høje sportslige mål, der ikke har forandret sig, mens han har været væk, siger Bjarne Pedersen.

Jesper Jensen kommer snart til Esbjerg som træner for udeholdet, når FTC 8. november kommer på besøg i Champions League.