Fredericia vinder og snupper sidste plads i slutspillet
Med en sejr over Mors-Thy holdt Fredericia sig på den ottendeplads, der udløser sidste billet til slutspillet.
Fredericia fuldender top-8 i herrernes håndboldliga og snupper dermed den sidste slutspilsplads, der var på spil i lørdagens sidste runde af grundspillet.
Fredericia havde skæbnen i egne hænder og udnyttede det til at vinde hjemme med 33-31 over Mors-Thy.
Et nederlag kunne sende Fredericia ud af top-8, hvis Ribe-Esbjerg samtidig vandt ude over HØJ, men Fredericia ordnede selv sagerne med en sejr, og det viste sig at være nødvendigt med point, da Ribe-Esbjerg slog HØJ med 32-31.
Kampen mellem Fredericia og Mors-Thy var meget jævnbyrdig, og kun to gange i løbet af første halvleg var der føringer på mere end ét mål.
Kort inde i anden halvleg kom Fredericia første gang foran med tre mål, men Mors-Thy reducerede til 18-19. Mads Kjeldgaard gav dog Fredericia ny luft på tavlen med scoringen til 24-20.
Fredericia holdt sig foran med nogle stykker i resten af kampen og kørte slutspilspladsen hjem.
Det har længe stået klart, at Aalborg vinder grundspillet. Først i runde 25 tabte Aalborg point, og i den 26. rettede nordjyderne op på den svipser med en hjemmesejr på 40-26 over TMS Ringsted.
Skanderborg AGF og GOG var også allerede sikre på at blive nummer to og tre. På sidste spilledag spillede Skanderborg AGF 35-35 ude mod TTH Holstebro, mens GOG hjemme slog Sønderjyske med 40-36.
Nummer et og to fra grundspillet tager hver to point med til slutspillet i hver deres pulje. Nummer tre og fire får et point med videre.