Hun er konfliktsky, genert og introvert – men leder nu et landshold, som følges af en million danskere
At omfavne alle, uanset hvem de er, og hvilken plads de har i hierarkiet, er god ledelse, siger kvindelandsholdets nye anfører, Trine Østergaard.
WIEN
Forleden skulle Trine Østergaard slå på glasset, rejse sig op og holde en tale i et lokale fyldt med vigtige personer.
Det er noget nær det værste, hun kan forestille sig.
Håndboldspilleren betragter sig selv som en stille pige fra Galten. Introvert og konfliktsky. Aldrig været formand i elevråd, foreninger eller udvalg. Aldrig været kaptajn på nogen af klubholdene.
I årevis hadede hun sig selv for sin generthed. Nu er hun betroet leder på et landshold, som over en million danske tv-seere følger hvert år.
Det har hun stadig ikke forstået.