Fortsæt til indhold
Håndbold

Ikast Håndbold vandt over tophold på mål i sidste sekund

Marketa Jerabkova huggede søndag Ikast Håndbold på 33-32 over slovenske Krim Ljubljana. Ikast vinder derfor endnu engang.

Succesen vil ingen ende tage.

Søndag vandt Ikast Håndbold på hjemmebane over slovenske Krim Ljubljana. Sejren er midtjydernes fjerde i dette års Champions League, og midtjyderne har nu vundet fire af fire mulige kampe i den prestigefyldte turnering.

Intet var dog sikkert forud for søndagens kamp, hvor der var lagt op til et topbrag mellem gruppe B’s nummer et (Krim) og to (Ikast) i kvindernes Champions League.

Og et topbrag kom der.

Præcis som ventet forløb kampen nemlig tæt, og selvom fløjspilleren Emma Friis gjorde sit for at bevare kontakten til gæsterne, gik midtjyderne alligevel til pause bagud 14-18.

Ikast åd sig ind i anden halvleg

Ikke desto mindre kom der hurtigt gang i løjerne igen, og de gule spillere fra Ikast kæmpede en brag kamp på hjemmebanen. De »åd sig« så at sige tilbage i kampen.

Kort inde i anden halvleg skruede midtjyderne nemlig op for skarpheden, men trods den fornyede energi haltede Ikast stadig efter, indtil Stine Skogrand med 13 minutter igen udlignede mod de trætte slovenere.

Men helt færdige var Krim-spillerne dog ikke, og mens hjemmeholdet tog føringen flere gange efterfølgende, var det som om, at Krim Ljubljana blev ved med at finde et modsvar.

Frem mod kampens sidste minutter var stillingen derfor helt lige, og mens brølet fra tilskuerrækkerne tog til, gjorde spændingen det samme.

På et bagtæppe af råb og jubel fortsatte topbraget derfor indtil klimaks til sidst blev nået.

I en nervepirrende afslutning sendte Marketa Jerabkova den afgørende bold i mål i sidste sekund og sikrede Ikast Håndbold en sejr på 33-32.

Ikast står nu med otte point efter fire kampe og indtager den førsteplads, der i sidste ende giver direkte adgang til kvartfinalerne. Blandt kombattanterne i gruppen er også Team Esbjerg, der ligger på tredjepladsen.