Svan var med i dansk choknederlag: Vi blev kyst

Torsdagens EM-kamp må ikke blive på Montenegros præmisser, advarer håndboldlandsholdets Lasse Svan.

Artiklens øverste billede
Landstræner Nikolaj Jacobsen forventer modsat Montenegro at have alle de spillere til rådighed, som er rejst med til Ungarn. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Eksperter og spiludbydere er enige. Og ikke engang Montenegro selv tror på, at holdet kan få noget ud af torsdagens åbningskamp mod Danmark ved EM. I hvert fald ikke udadtil.

Men selv om Montenegro er stærkt undertippet før opgøret, et det faktisk et af de få hold, som har slået danskerne i en håndboldkamp inden for de seneste år.

Man skal ikke længere tilbage end april 2019 - tre måneder efter VM-triumfen i Herning.

Her vandt montenegrinerne et tæt opgør på hjemmebane over de danske håndboldstjerner. Et højst overraskende nederlag, som Lasse Svan husker.

- Jeg husker det som en kamp, hvor vi måske ikke var der helt fra start. Vi var måske ikke helt klar til at tage den fysik, de kom med. Vi havde egentlig snakket om, at de nok ville komme med alt, hvad de havde til at starte med - båret af deres tilskuere.

- Det gjorde de også. Det var vi i princippet forberedt på, men måske ikke godt nok. Vi blev løbet over og kunne ikke modstå det tryk, som de kom med både defensivt og offensivt. Vi blev kyst en lille smule, siger han.

Tre dage senere tog danskerne revanche med en klar sejr på hjemmebane.

Og samme opskrift skal de bruge i torsdagens EM-premiere, mener fløjspilleren.

- Der viste vi, hvad vi rent faktisk kan komme med. Og at vi sagtens kan modstå det tryk, de kommer med fysisk, når vi er klar.

- Det er præcis det samme, vi skal have fokus på torsdag. Vi skal stå imod trykket og sørge for at være klar og have fokus på det spil, vi gerne vil spille i stedet for at spille på deres præmisser, siger han.

En stribe coronatilfælde i Montenegros EM-lejr har gjort holdsammensætningen til torsdagens kamp særdeles uforudsigelig.

Ikke mindst fordi cheftræner Zoran Roganovic er en af de coronasmittede og ikke kan stå på sidelinjen.

Til TV 2 oplyser hans vikar, Drasko Mrvaljevic, at man håber at kunne udtage 15 af de 16 tilladte spillere til kampen.

For at undgå yderligere smitte er holdet sågar sendt på et hotel 30 kilometer væk ifølge TV 2.

Alt andet end en dansk sejr vil med andre ord være en mindre sensation. Men de danske håndboldherrer lever fint med visheden om, at de nærmest kun kan skuffe, fortæller Niklas Landin.

- Sådan tror jeg, det har været siden 2012. Der er ikke noget nyt, og det lever vi under. Sådan er det på klubholdene for mange af landsholdsspillerne. Jeg føler egentlig, at det er normal hverdag for os.

- Vi har også en forventning om, at vi skal vinde første kamp, siger målmanden.

Kampen mellem Danmark og Montenegro begynder klokken 20.30. Forinden mødes Slovenien og Nordmakedonien i gruppens anden kamp.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen