Svans sidste slutrunde: Har altid følt mig privilegeret

Som håndboldspiller har Lasse Svan altid kæmpet med om medaljer. Nu kæmper han for sin sidste på landsholdet.

Artiklens øverste billede
Lasse Svan spiller sin sidste slutrunde for Danmark ved EM. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Han har været altid været garant for sikre afslutninger, hurtige kontrastød og godt humør, men snart er det forbi. I hvert fald på landsholdet.

Når sæsonen slutter, er det også enden på Lasse Svans karriere. Og derfor er denne måneds EM det sidste for den bundsolide højre fløj.

Det kan være svært at forholde sig til før en slutrunde, man egentlig helst vil have fuldt fokus på. Men i baghovedet ligger visheden om den sidste store oplevelse med landsholdet.

- Jeg har det rigtig godt med det. Jeg kommer helt sikkert til at have nogle momenter undervejs, hvor jeg synes, at det hele er lidt mærkeligt eller vemodigt. Men jeg håber, at det først kommer, når det hele er slut.

- Jeg gjorde i hvert fald op med mig selv, hvad der rent faktisk var vigtigt for mig inden slutrunden. Det vigtigste er at holde så meget fokus på EM som muligt, siger han.

Han fik allerede debut for landsholdet i 2003, men det var først omkring 2009, at han sluttede sig til Hans Lindberg som landsholdets faste inventar på positionen.

Samlet set er det blevet til 236 kampe og 554 mål for den tidligere GOG-spiller, som siden 2008 har spillet for Flensburg-Handewitt.

Med de seneste danske VM-triumfer og sølvtogtet til Tokyo i baghovedet, synes det danske niveau tårnhøjt for tiden. Men Svan vil ikke lægge hovedet på blokken og kalde det nuværende landshold for det bedste i hans tid.

- Det er svært at sige. Jeg synes, at landsholdet vi har nu, er vanvittigt godt. Men landsholdet, vi vandt VM i 2019 med, hvor der også var mange af de nuværende spillere med, står stadig som noget af det mest fantastiske. Måden, vi gjorde det på. Hvor overlegne vi var og fejede al modstand væk, siger han.

Derudover nævner han VM 2013 i Spanien og VM 2011 i Sverige som nogle af de spillemæssige højdepunkter.

- Jeg føler mig allermest privilegeret over, at jeg altid har spillet på hold, der har spillet med om at blive nummer et. Både i GOG, Flensburg og på landsholdet, siger han.

Før sæsonen er helt slut, vil landstræner Nikolaj Jacobsen helst ikke tale om landsholdsprofilens farvel.

Når snakken falder på Svans betydning nu og førhen, er Jacobsen dog ikke bleg for at hylde ham.

- Han har en kæmpe betydning. Ikke kun på, men også uden for banen. Han er anfører sammen med Niklas Landin og en fantastisk støtte for de unge spillere.

- Han har stadig en ærgerrighed og erfaring, som gør, at han giver en god ro for holdet og er med til at guide en masse af de nye spillere, der er kommet til, siger landstræneren.

Når Lasse Svan har sagt farvel, slutter en epoke på positionen på det danske landshold. Men Svan er ikke i tvivl om, at Johan Hansen, der også er udtaget til EM, er arvtageren.

- Jeg synes, at Johan bliver ved med at udvikle sig. Og jeg ved, at Johan er en ambitiøs fyr, som utroligt gerne vil lære. Jeg er ret sikker på, at det er det vigtigste for sportsfolk generelt - også for håndboldspillere.

- Med den sult, han har, har han alle forudsætninger for at gøre det rigtig godt i mange år på landsholdet, lyder vurderingen fra Svan.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen