Landstræner: Spillere udefra lever ikke med samme coronahensyn
Det er ikke risikofrit at skifte ud i truppen så tæt på EM, påpeger håndboldlandstræneren.
Landstræner Nikolaj Jacobsen står i lidt af en kattepine.
Håndboldmålmanden Jannick Green er smittet med corona og træner derfor ikke med holdkammeraterne, som torsdag i næste uge tager hul på EM.
En mulighed er at skifte Magdeburg-keeperen ud med Emil Nielsen, der må tænkes at stå først i køen til truppen.
Men der er også en risiko ved at skifte ud og tilkalde nye spillere til holdets coronaboble på hotellet i København.
- Det gør jeg ikke lige nu. Lige nu har jeg de to (Niklas Landin og Kevin Møller, red.). Det er også sådan lidt - skal jeg til at kalde en mand ind nu udefra, der måske ikke har levet med så stramme restriktioner som os andre op til?
- Lige nu gør jeg ikke noget. Så må vi se, hvordan det ser ud om nogle dage, sagde Jacobsen tirsdag.
Noget tyder dog på, at reglerne kan gøre det svært for Nikolaj Jacobsen at undgå udskiftning på den ene eller anden måde.
Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) oplyser i en besked til TV 2 Sport, at smittede spillere først må træde ind i turneringen 14 dage efter en positiv test.
Green, der blev testet positiv mandag, kan dermed først træde ind i turneringen 17. januar. Dagen, hvor Danmark spiller den sidste af sine tre indledende gruppekampe.
For et år siden blev han fravalgt til VM-truppen, og en knæskade udelukkede ham fra en plads på sølvholdet ved OL.
Nu havde Jannick Green igen spillet sig ind i varmen, men den positive test gør ham tvivlsom til mesterskabet.
Målmandskollega Niklas Landin fortæller, at han har været tæt på Green i tiden op til den positive test.
Mens han føler med sin holdkammerat og gode ven, kommer han ikke til at være nervøs, før svaret på coronaprøven tikker ind klokken 13 de kommende dage.
- Nej, overhovedet ikke. Jeg skænker det ikke super mange tanker. Jeg er glad, så længe den er negativ. Hvis den en dag er positiv, må man tage den derfra. Efter to års tid med corona i Bundesligaen, tager jeg det lidt, som det kommer, siger han.
Indtil videre er det danske hold sluppet forholdsvis billigt på coronafronten, men virusset kan ende med at spille en afgørende rolle ved EM, mener Nikolaj Jacobsen.
- Det kan blive et voldsomt konkurrenceparameter, hvis holdene bliver smittet, siger han.
- De andre gange har det været lidt nemmere at isolere sig. Den her variant er jo langt sværere at kontrollere for os.
- Vi kan ikke rigtig gøre noget andet end at tage alle de forholdsregler, vi kan. Så må det briste eller bære, lyder det fra landstræneren.