Fortsæt til indhold
Håndbold

Aalborg missede gylden chance – ny afgørende håndboldfinale venter

Bjerringbro-Silkeborg vandt tirsdag aften den anden DM-finale i herrehåndbold med mindst mulig margin over Aalborg, og dermed skal holdene ud i en tredje og sidste kamp i næste uge.

Den afsked vil de givetvis huske i mange år.

Flere store profiler i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg (BSH) – heriblandt Jesper Nøddesbo, Mads Øris, Sebastian Skube og ikke mindst cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen – vidste på forhånd, at tirsdag aften var sidste omgang på hjemmebanen i Jysk Arena.

Og ingen af dem kunne have ønsket sig et bedre farvel til hjemmepublikummet.

For BSH nægtede at lade favoritterne fra Aalborg stjæle guldmedaljerne, og efter en glimrende herrefight lykkedes det midtjyderne at forlænge håndboldsæsonen med yderligere en uge. Efter en nordjysk sejr i den første finale, vandt BSH den anden DM-finale med 30-29, og dermed skal de to topklubber spille en tredje og afgørende kamp om mesterskabet i næste uge.

Det var tilskuerne i Silkeborg selvsagt tilfredse med, hvorimod der nu venter Aalborg-spillerne noget af en opgave for at sikre sig det tredje mesterskab i træk. Lørdag og søndag deltager klubben i Champions Leagues Final Four, og kun 75 timer efter den største weekend i klubhistorien skal den den tredje DM-finale afvikles i Aalborg.

En massiv fysisk udfordring venter, men spillemæssigt skal Aalborg også ramme sit topniveau for at slå et klogt BSH-mandskab, der tirsdag viste karakter og klasse, da det gjaldt.

Modsat den første finale i Aalborg manglede tirsdagens returkamp dog den sidste snert af spillemæssig topkvalitet. Fejlafleveringer, tåbelige afslutninger og dumme udvisninger til trods var der gang i showet i Silkeborg. Det håndboldtrofaste publikum i Jysk Arena er vant til topkampe med meget på spil, og de havde tydeligvis interesse i at fremtvinge en tredje kamp og ikke mindst sige pænt farvel og tak til bl.a. Jesper Nøddesbo, Mads Øris og Klaus Thomsen, der alle stopper karrieren efter sæsonen.

Tilskuernes ærgerrighed blev gengældt på banen. Det var hektisk og hedt, og selvom det aldrig er klædeligt, når observatøren ved dommerbordet skal gøre sig bemærket, fordi parterne ikke evner at dæmpe sig tilstrækkeligt, er det ikke desto mindre et udtryk for passion fra finalisternes side.

Især Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen, der var fraværende i det første opgør på grund af coronaisolation, var vendt tilbage med fornyet styrke. Både som taktiker og indpisker. Han sprællede, råbte og gestikulerede – primært i en blanding af afmagt og irritation over de dommerkendelser, der ikke gik hans vej.

Det meste gik ellers Madsens vej i opgøret, der havde nordjyderne med bl.a. Henrik Møllgaard som beslutningstageren i teten i begyndelsen. Faktisk truede han og Aalborg med at sætte BSH hurtigt på plads. En tidlig føring på tre mål og et overbevisende overskud kaldte akut på reaktioner fra hjemmeholdet, der gjorde som cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen ønskede ved at slå igen med fire scoringer i træk.

Sådan bølgede finalen frem og tilbage i en slåskamp af en første halvleg, som BSH’erne forlod i ærgrelse. Dels fordi midtjyderne følte, at de skulle have ført med et par stykker, dels fordi en af holdets absolutte nøglespillere blev præsenteret for et direkte rødt kort efter pausefløjtet.

På et frikast efter tid ramte verdensmesteren Nikolaj Øris sin landsholdskollega Henrik Møllgaard direkte i ansigtet. Møllgaard protesterede, og efter en kort videogennemgang vurderede dommerparret, at afslutningen var ensbetydende med et tidligt farvel. Om Henrik Møllgaard har fået flere fans i Silkeborg? Nej.

I fraværet af Øris tog Jacob Lassen over på backen med et par hurtige scoringer, og tempo blev netop et nøgleord i det, der måske var ligasæsonens sidste 30 minutter. Hele affæren fik et ekstra nøk opad, og da svenske Johan Sjöstrand ved uafgjort med et tre minutter tid igen akkurat reddede en bold fra at gå i nettet, fornemmede man for alvor hjemmeholdets tro på en ny kamp i næste uge.

Ja tak, tænkte Sebastian Skube, der i sin sidste minutter på hjemmebanen i Silkeborg sled sig igennem og bragte hjemmeholdet afgørende foran 29-28, og efter en Aalborg-udligning blev Jacob Lassen helten med sin matchvinderscoring til 30-29.

Aalborg havde chancen til allersidst, men det glippede, og dermed fik Peter Bredsdorff-Larsen den bedst tænkelige afsked med den hjemmebane, der har været hans håndboldhjem de seneste syv år.