Fortsæt til indhold
Håndbold

Landin frygter sæsonafbrydelse efter nyt coronatilfælde

THW Kiel er igen ramt af coronavirus og skal finde plads til yderligere to udsatte kampe i et stramt program.

/ritzau/

Håndboldmålmanden Niklas Landin er sammen med holdkammeraterne i THW Kiel sendt i coronakarantæne for anden gang i denne sæson.

Det er en konsekvens af, at en endnu spiller i bundesligaklubben i lørdags blev konstateret smittet med coronavirus.

Samtidig blev søndagens bundesligakamp mod Leipzig udsat på ubestemt tid, og Kiel kommer heller ikke som planlagt til at møde HC Motor i Ukraine i Champions League på onsdag.

Dermed skal der findes plads til yderligere to kampe i et i forvejen voldsomt presset forårsprogram. Og det vækker bekymring hos den danske stjernemålmand.

- Hvordan vi klarer resten af sæsonen, er det store spørgsmål. Det bliver mere og mere presset med vores program.

- Jeg håber, at vi ikke igen må afbryde sæsonen. Det kan i værste fald blive et tema, siger Niklas Landin til tv-stationen NDR.

Også før jul måtte Kiel-spillerne isoleres, efter at en række spillere afleverede positive prøver - deriblandt Niklas Landins bror, Magnus.

Dengang blev to af klubbens ligakampe udskudt og er fortsat ikke blevet afviklet. Det samme blev et Champions League-opgør mod Aalborg, som nu er blevet programsat til 16. februar.

I ligaforeningen frygter man, at det bliver umuligt at gennemføre sæsonen efter planen.

- Der er en risiko for, at vi ikke kan færdigspille sæsonen med 38 kampe til hvert hold, siger foreningens direktør, Frank Bohmann ifølge NDR.

I alt 22 bundesligakampe er foreløbig blevet udskudt i løbet af denne sæson. Værst ramt er Melsungen, der kun har afviklet 10 af 16 planlagte kampe.