Fortsæt til indhold
Håndbold

Skjern vinder vigtigt slag mod Århus om top-8

Skjern styrkede chancen for at nå slutspillet med en snæver sejr over en af de direkte rivaler til top-8.

/ritzau/

Håndboldherrerne fra Skjern tog lørdag et vigtigt skridt mod en plads i top-8 og adgang til slutspillet.

På udebane vandt vestjyderne med 21-20 over Århus Håndbold efter flere aarhusianske føringer undervejs.

Det så faktisk ret lovende ud for Århus før pausen. Efter et kvarters spil kunne Århus-træner Erik Veje Rasmussen se sit hold bringe sig foran med 7-3, men så begyndte de første problemer at vise sig.

I løbet af de næste fem minutter lavede Skjern seks mål og lukkede helt af i den anden ende, så stillingen pludselig var 9-7 til gæsterne.

Det lykkedes dog Erik Veje Rasmussen at få hanket op i sine spillere, der gik til pause foran 13-12.

I en særdeles målfattig anden halvleg tog Skjern føringen efter ti minutter, da højrefløjen René Rasmussen gjorde det til 16-15. Gæsterne kom lidt senere foran med tre mål.

Selv om Skjern ikke fik scoret i kampens sidste fem minutter, så lykkedes det alligevel holdet at tage sejren. Det skyldtes ikke mindst, at Århus-spillerne misbrugte størstedelen af deres chancer.

Med sejren rykker Skjern op på sjettepladsen med 21 point. Århus har 14 point på 12.-pladsen, og aarhusianerne får nu mere end svært ved at nå en plads i top-8.

Efter grundspillet sikrer de otte bedste mandskaber sig adgang til slutspillet.

Mors-Thy vandt lørdag 30-27 over bundproppen Lemvig-Thyborøn. Mors-Thy fik dermed gjort en ende på en stime på syv nederlag i træk. Sønderjyske slog hjemme Ribe-Esbjerg 28-23.