Fortsæt til indhold
Håndbold

Europamestre venter på Danmark til EM: »Jeg hamrede en hånd ned i puden«

De danske håndboldkvinder fik noget nær den sværest mulige lodtrækning til EM på hjemmebane i december.

Der venter benhård modstand til de danske håndboldkvinder ved det kommende EM på hjemmebane.

Ja, det kunne næsten ikke have gået meget værre for Danmark, da Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, torsdag middag trak lod til mesterskabet, der afvikles i december i Danmark og Norge.

I sin slutrundedebut som landstræner får Jesper Jensen fornøjelsen af Frankrig, Slovenien og Montenegro i den indledende gruppe, mens tre af fire følgende hold – Sverige, Rusland, Tjekkiet og Spanien – venter i en eventuel mellemrunde.

Med andre ord skal Danmark bl.a. kæmpe mod europamestrene fra Frankrig, de russiske OL-guldvindere og viceverdensmestrene fra Spanien om at indfri drømmen om en semifinaleplads. Det er alt andet end tilfredsstillende, lyder det fra Sandra Toft.

»Jeg hamrede en hånd ned i puden i ærgrelse, da jeg så det. Der er ingen nemme kampe til EM, men vi ender altid i en sværere position efter disse lodtrækninger. Jeg havde ellers lige håbet, at vi med en ny landstræner kunne få lidt held i lodtrækningen. Den gik ikke. Så må vi jo bare slå dem,« siger hun.

Jesper Jensen er heller ikke begejstret. Han ville meget gerne have byttet lidt rundt på grupperne.

»Det er ret beset noget værre lort. Det har minimeret chancen for succes og øget risikoen for det modsatte, men jeg tager det meget afslappet,« siger han og fastslår:

»Vi kan snakke om lodtrækningsuheld og alt muligt andet, men hvis vi ikke går videre fra puljen, er det en fiasko.«

Kun én samling

Danmark har ofte mødt Montenegro ved mesterskaber, mens det er 17 år siden, at man senest løb ind i Slovenien. Gruppens sværeste modstander, Frankrig, blev dog sat på plads af Sandra Toft og kompagni ved VM i Japan i fjor efter en pragtkamp af målmanden.

»Jeg har fine minder mod Frankrig, og nu har jeg et halvt år mere til forberede mig på at slå dem igen,« siger Sandra Toft, der til daglig spiller i franske Brest.

Landsholdet var for nylig samlet for første gang under Jesper Jensens ledelse, og det forventes, at holdet kun samles yderligere én gang – et Golden League-stævne i efteråret – inden EM-start i december.

Som følge af coronapandemien besluttede EHF tidligere på året at afblæse de resterende kvalifikationskampe og i stedet udpege EM-deltagerne på baggrund af placeringerne ved det seneste europamesterskab i 2018.

De 16 deltagende nationer skal spille i fem forskellige værtsbyer – heriblandt Herning og Frederikshavn. Håndboldkvinderne får dansk hjemmebane i form af i Jyske Bank Boxen i Herning i den indledende runde og i en eventuel mellemrunde, mens semifinaler og finale spilles i Telenor Arena i Oslo.