Fortsæt til indhold
Håndbold

Ulovlig redning gav rødt kort: Skulle jeg lade bolden trille i mål?

Det var ikke kun Sandra Toft, der spillede en hovedrolle i Danmarks premieresejr. Anne Mette Hansens ulovlige aktion sikrede point.

NANTES

Havde det ikke været for Anne Mette Hansen, var Danmarks EM-åbningskamp mod Sverige endt uafgjort.

To sekunder før tid reddede den danske bagspiller afslutningen fra svenske Hanna Blomstrand, som ellers var på vej i mål. Danmark havde ikke fået skiftet Althea Reinhardt tilbage i målet, og derfor var Anne Mette Hansen nødsaget til at agere stopklods.

Det kostede et direkte rødt kort og et svensk straffekast, men Anne Mette Hansen afviser, at hun med vilje frarøvede Sverige et udlignende mål.

»Nej, jeg nåede ikke at se, hvor jeg var henne. Jeg satsede på, at hun måske ville lobbe, så jeg kunne den. Jeg var ikke helt klar på, at hun skød i fødderne. Sådan er det,« siger Anne Mette Hansen.

Hun mener ikke, at hun kunne gøre så meget andet i situationen.

»Skulle jeg lade bolden trille i mål? Den var god nok. Jeg stod i feltet, og så var der straffekast. Det var fint, for Sandra tog den. Det var meget hektisk,« siger hun.

Dommerparret gik straks efter Hansens redning ud for at gense hændelsen på video, men danskeren var ikke i tvivl, fortæller hun.

»Jeg var rimelig sikker på, at der var straffe og rødt kort,« siger hun.

Heldigvis for Anne Mette Hansen blev Sandra Toft den helt store danske helt, da hun tog Nathalie Hagmans trickskud. En afslutning, hun havde kaldt afslutningen på forhånd.

»Før den sidste timeout sagde jeg til Althea (Reinhardt red.), at hvis der kommer et straffe, og Hagman skal skyde, går jeg ind og tager den. Heldigvis holdt jeg, hvad jeg lovede,« siger Sandra Toft.

Den svenske topscorer er ifølge Sandra Toft god til at lave en ”isse”, hvor bolden sniger sig henover hovedet på keeperen. Men den havde hun endnu ikke lavet i kampen.

»Den plejer hun at lave på straffe. Jeg tænkte, at hun ville synes, at det var fedt at score på et frækt skud. Det skulle hun ikke have lov til,« siger Sandra Toft.

Målmanden husker ikke meget efter sin redning.

»Det var en ud af kroppen-oplevelse. Det gik i sort. Jeg ved ikke, hvor jeg løb hen. Jeg var bare glad. Jeg spillede mildt sagt ikke en fantastisk kamp, så det var dejligt at hjælpe holdet med to point,« siger hun og tilføjer:

»Det er helt ekstremt fedt at vinde med ét mål. Jeg håber, at det kan give et selvtillidsboost,« siger hun.

Danmark spiller igen søndag eftermiddag kl. 15.00 mod Polen.