Danmark begyndte i tårer og sluttede i jubel
Sandra Toft reddede et straffekast efter tid og sikrede det danske kvindelandshold den bedst tænkelige start på EM med en gysersejr over Sverige på 30-29.
NANTES
Den afslutning vil blive husket i mange år.
Sandra Tofts jubelscene og de stormende danskere, der nær overfaldt hende. Nok var der ikke tale om en afgørende medaljekamp, men mindre kan også gøre det - specielt når modstanderen er svensk.
Det danske kvindelandshold var igennem det hele fredag aften, inden holdet til sidst kunne fejre en premieresejr over naboerne fra Sverige. Gråd, frustration, forløsning, jubel, afmagt og lykke. Det var håndboldpropaganda for fulde gardiner.
Afslutningen kom efter tid, da Sandra Toft reddede et straffekast fra Nathalie Hagman. Dermed sluttede kampen 30-29 til Danmark efter et drama, hvor Anne Mette Hansen fik rødt kort i de døende sekunder.
Åbningen på kampen var ellers skrækkelig set med danske briller. Kristina Jørgensens tårer fortalte det hele. Den 20-årige Viborg-spiller fik to udvisninger på blot seks minutter og satte dermed sine holdkammerater i noget af en vanskelig startposition. Det var mere end hendes følelsesregister kunne håndtere ude på bænken.
Sverige udnyttede kynisk overtallet og tordnede sig i front. De danske kvinder kiggede fortvivlet rundt. Alt syntes at være galt. Passivt forsvarsspil, brændte afslutninger, tekniske fejl og en frygtet svensk kontrafase uden stopknap. 5-1 til naboerne. Jamen, velkommen til EM, Klavs Bruun Jørgensen.
Den dårlige indledning forfulgte Danmark i resten af halvlegen, men da først det værste chok var rystet af, genfandt danskerne roen. Holdet knoklede sig tilbage, og da anfører Stine Jørgensen efter halvanden måneds kamppause gjorde comeback midtvejs i første halvleg, fik moralen yderligere et nøk opad.
En stor del af æren for det spillemæssige comeback tilfaldt Mie Højlund. Slutrundedebutanten skulle først lige vride sig fri af det blågule forsvarstæppe, som hun indledningsvist var blevet svøbt i, men da det lykkedes, var hun ustoppelig.
Slagterens datter fra Voldum var en forløsning i et dansk angrebsspil, der kæmpede for at score fra distancen. Hendes hurtige antrit og kvikke skudafvikling ikke blot seværdigt, det var også afgørende i en halvleg, hvor Anne Mette Hansen slet ikke kom på tavlen, og hvor Mette Tranborg først fik gang i scoringen fem minutter før, at pausehornet lod i Nantes.
Det er femte gang i historien, at Frankrig arrangerer en slutrunde i håndbold, og selvom nationen i nyere tid har støvsuget medaljer hos begge køn, synes den almene interesse for harpiks og hopskud at være noget begrænset.
Slutrundens historier overklistrer i hvert fald ikke de store franske aviser, og i værtsbyen Nantes, hvor Danmark spiller sine kampe, sitrede det ikke ligefrem af EM-feber før fredagens første runde. Bevares, der skal også sælges mange billetter for at fylde hvert et sæde i den fornemme Hall XXL med plads til over 10.000 tilskuere.
Portene til arenaen blev først åbnet under en time før kampstart. Det var lige sent nok for Stine Jørgensen og co., der i klassisk, dansk stil organiserede et fælles indløb før opvarmningen. Selvironien fejlede dog ingenting hos danskerne. Til stor morskab klappede og vinkede de ud mod de gabende tomme tribuner.
Efter pausen kom der dog gang i de fremmødte danske tilskuere, der pletvis var at finde i arenaen. De defensive kvaler fra første halvleg, hvor især Mette Tranborg var udfordret af Jamina Roberts, blev fikset med større aggressivitet og flere redninger fra Althea Reinhardt.
Det løsnede stemningen på den danske bænk. Klavs Bruun Jørgensen knyttede i flere omgange nævnerne – med god grund. Måltavlen var pludselig interessant at holde øje med. Mette Tranborg overtog Højlunds dominans i offensiven, og i den anden ende blev svenskerne presset til svære afslutninger. Effekten var sølle tre svenske scoringer i de første 13 minutter.
Den danske føring på 21-19 blev dog hurtigt indhentet. Det kroatiske dommerpar var ikke overfølsomme overfor udvisninger, og det gav blot det intense nabobrag et yderligere følelsesmæssigt pift.
Helt som ventet blev afslutningen tæt. I de situationer er det ganske praktisk at have spillere, der elsker at tage chancer og vise sig frem. Sådan en type er Anne Mette Hansen. Hun bragede flere gange forbi sin direkte modstander og sendte Danmark på sejrskurs.
Syv sekunder før tid scorede Trine Østergaard til dansk føring på 29-28, men svenskerne svarede igen. I sidste sekund lykkedes det svenskerne at få et straffekast, da Anne Mette Hansen på ulovlig vis forhindrede en scoring. Det gav et rødt kort, men Sandra Toft reddede alligevel to point hjem til Danmark.