Fortsæt til indhold
Formel 1

McLaren vil have verdens hurtigste gamer med på holdet

Formel 1-holdet har lanceret en konkurrence, der giver gamere en chance for at blive en del af holdet.

Går du rundt med en Formel 1-drøm i maven?

Så har chancen netop budt sig.

Formel 1-holdet McLaren-Honda har nemlig lanceret en konkurrence, hvor én udvalgt gamer vil blive tilbudt en et-årig kontrakt med holdet, skriver BBC.

Vinderen vil blive såkaldt simulator-kører for at hjælpe med at forbedre bilen, der lige nu har problemer med motoren.

Som simulator-kører er man ikke på banen i en rigtig bil, men sidder normalt i et sæde med en skærm foran sig. Flere mekanismer medvirker dog til, at det føles ægte.

Konkurrencen er en virtuel konkurrence, hvor finalisterne skal testes i racerkørsel på en række online platforme, lige som man også skal testes i sin viden om teknik og samarbejde. Derudover skal finalisterne have den rette mentale og fysiske styrke.

Seks internationale finalister vil blive udvalgt af et ekspert-panel bestående af både gamere og Formel 1-eksperter, og efter yderligere tests online vil fire finalister gå videre.

Adm. direktør i McLaren, Zak Brown, fortæller, at det er på tide at forene e-sport og racerkørsel.

»Det her er ægte. Vi har absolut brug for yderligere support til begge vores simulator-platforme,« siger han.

Zak Brown fortæller, at vinderen »oprigtigt vil være en del af McLaren-holdet.«

Artiklens emner
McLaren