Ekspert: »Og så gik Magnussen lige ud og bankede Palmer...«
Jyllands-Postens Formel 1-ekspert mener, at beslutningen om at skrotte Renault til fordel for Haas er den rigtige beslutning for Kevin Magnussen.
Jyllands-Postens Formel 1-ekspert, Thomas Wulff, er imponeret over Kevin Magnussens koldblodighed.
Mens alle danske Formel 1-fans sad yderst på stolesædet fredag eftermiddag og ventede på, at der skulle komme nyt om Kevin Magnussen og kontrakten med Haas, satte Kevin Magnussen sig i sædet i sin Renault-racer for at køre halvanden times træning, hvor han som sædvanligt skulle måles op imod sin holdkammerat, Jolyon Palmer, der har taget imod det sæde, som Magnussen selv sagde nej til hos Renault.
»Det må være en stærkt tilfredsstillende følelse, at Magnussen lige gik ud og bankede Palmer i anden træning i Brasilien for lige at sige ”det er mig, der er den hurtigste”. Det vidner noget om, hvad Kevin indeholder,« siger Thomas Wulff.
Han kan godt forstå, at Kevin Magnussen sagde nej til en etårig kontrakt hos Renault i stedet for en toårig hos Haas, der trods alt er lillebror i forhold til franskmændene.
»Jeg tror, at Kevin Magnussen også gerne ville føle sig værdsat. Det kunne han ikke føle hos Renault, der tilbød ham en etårs kontrakt, som de havde tilbudt til 12 andre før. Og da Magnussen sagde nej, skyndte Renault sig at tilbyde kontrakten til den næste de kunne finde, og det var Palmer, som Magnussen har tævet hele året,« siger Thomas Wulff.
Han mener, at det er svært at vide, hvad Haas kan blive til næste år, når det amerikanske team skal udvikle en ny racer efter et nyt reglement.
»Det er som udgangspunkt svært at vide, for de har kun været her et år, men det er et team, der har været involveret i motorsport på et meget højt niveau i mange år i USA. De ved, hvad det kræver at sammensætte en lederstruktur og en arbejdsfilosofi af absolut bedste kvalitet, og det er et godt sted at starte. Nu skal de ramme rigtig med bilen næste år, men det er ikke ukendt for dem at skabe resultater,« siger Thomas Wulff.
Haas er ikke et såkaldt fabriksteam, som Renault der også udvikler biler til dagligt.
»Det er ikke let at blive verdensmester, når man ikke er et fabriksteam, men det kunne lade sig gøre for Red Bull. Men med lidt held – og lidt patriotisk tiltro – kunne det være, at man skabte en bil, der var på linje med Force India eller sågar Williams, og så har vi en Kevin Magnussen, der kører med i top-otte,« siger Thomas Wulff.
Han er imponeret over Haas’ første sæson som Formel 1-team.
»Det virker det som om, at de har økonomien, og at det ikke er en fiks ide, de har fået over en flaske rosevin en fredag aften. Der er noget langsigtet bag dem.«