Fortsæt til indhold
Formel 1

Magnussen talte allerede med Haas i 2015

Den danske Formel 1-kører har talt med Haas siden grandprixet i Malaysia.

Kevin Magnussens kontakt med Haas er ikke bare noget, der er kommet over natten.

Det siger han til TV3 Sport.

»Jeg talte med dem sidste år, da jeg var reserve for McLaren. Da sagde de, at de forsøgte at skrive kontrakt med Grosjean, og det var selvfølgelig irriterende at høre, for jeg ville gerne vise dem, at det var forkert, men det var åbent, og det kunne jeg godt lide. De sagde ”vi har en førsteprioritet som har mere erfaring, og hvis det ikke bliver ham, så får du sædet”. Det var supergennemsigtigt, og så har vi holdt kontakten,« siger Kevin Magnussen til TV3 Sport.

For halvanden måned siden genoptog det amerikanske hold så interessen for den 24-årige dansker.

»I Malaysia kom kontakten op igen, og de fortalte, at der var en mulighed. Da vidste jeg stadig ikke, hvad der ville ske hos Renault, og min prioritet var der, men så trak tingene ud, vi forlængede optionen, og den tog de heller ikke,« siger Kevin Magnussen.

Da Renault endelig kom med et kontraktudspil, lød det på et år, men Kevin Magnussen tog i stedet for imod Haas’ tilbud, der er på to år, endda med den option at Haas kan forlænge med et år.

Artiklens emner
Haas F1
Renault