McLaren-boss Ron Dennis langer ud efter Lewis Hamilton
»Hvis han var ved McLaren, ville han ikke opføre sig sådan,« siger Ron Dennis om Lewis Hamilton.
Forholdet mellem McLaren-bossen, Ron Dennis, og verdensmester Lewis Hamilton er ikke, som det har været.
Det er ellers kendt, at Ron Dennis tog Lewis Hamilton under sine vinger, da racerkøreren var 13 år, og McLaren brugte mange penge på at gøre Hamilton til den racerkører, som han er i dag.
Men uden for banen involverer Lewis Hamilton sig i flere og flere sære episoder, som tyder på, at han ikke helt lever et liv som topprofessionel. Før løbet i Brasilien for knap 14 dage siden var Lewis Hamilton f.eks. involveret i et trafikuheld, da han kl. 3.30 kørte galt.
Den efterfølgende forklaring var, at Hamilton var søvnig, fordi han havde festet hårdt efter at have vundet sit tredje verdensmesterskab.
Lewis Hamilton kører i dag for Mercedes, men hvis han stadig havde været McLaren-kører, så havde det været en anden sag, mener Ron Dennis.
»Hvis han var ved McLaren, ville han ikke opføre sig sådan, for det ville han ikke få lov til,« sagde Ron Dennis ved en konference i London i denne uge.
Ron Dennis mener, at Hamilton er »røget af skinnerne«, fordi han har misset sine formative år, hvor det eneste drengen foretog sig var at køre i gokart, skriver Marketing Magazine.
Dennis og Hamilton var ellers et forrygende par, da Hamilton vandt VM i 2008, som er den seneste af de 12 VM-titler, McLaren har hentet.