Utroligt uheldigt: Styrt hindrede dansk sensation
Peter Kildemand var tæt på at hente et vildt forspring - Nicki Pedersen atter involveret i tumult.
Hvor uheldig har man lov at være?
Peter Kildemand var på vej til at lave en sensation, da han helt uhørt var ved at hente 14 point på Chris Holder ved årets sidste speedwaygrandprix i Melbourne. Havde han gjort det, kunne han have scoret sig direkte adgang til næste års grandprix-serie.
Alt gik som planlagt for Kildemand, der fik 12 point i de 20 første heats, mens Holder kun fik to. De sidste fire point skulle han så have i semifinalen og finalen, og det kørte på skinner i semifinalen, hvor han lå på førstepladsen, indtil Tai Woffinden solostyrede, og så skulle heatet køres om. Her kom han på en skuffende tredjeplads og endte tre point efter Holder.
Finalen blev også martret af et styrt. Greg Hancock, Marciej Janowski og Jason Doyle røg i slaggerne i første sving, mens danske Niels-Kristian Iversen gik fri.
For australske Jason Doyle betød det slut på løbet, da han kom værst af sted og måtte køres ud på båre.
I omkørslen var Greg Hancock lige så suveræn, som han havde været hele aftenen, men Niels-Kristian Iversen fik kørt sig forbi Janowski og sluttede på andenpladsen.
For Nicki Pedersen blev løbet i Melbourne en skuffelse. Med syv point kom han lige præcis ikke med i semifinalen, og da Greg Hancock var suveræn, måtte danskeren nøjes med bronze. Men ikke et grandprix uden tumult og skandale omkring Nicki Pedersen.
Denne gang så det dog ikke ud som om, at det var hans skyld. Til gengæld bør den australske wildcard-kører Sam Masters tages ind til samtale på rektors kontor efter løbet.
Det er svært at beskrive, hvad der må have gået igennem Sam Masters hoved. Den unge wildcard-kører blev i et heat presset af Nicki Pedersen, og så kortsluttede han. Efter heatet kørte han hen for at sige sin mening til Pedersen, der blot så ud til at ignorere ham. På motorcyklen sparkede han Nicki Pedersen, der dog kørte væk. Så forsøgte han at tage et greb om Pedersens hals, og da danskeren trak sig, opstod der et regulært slagsmål mellem Masters og Nicki Pedersen mekanikere, der var ilet til situationen. Sam Masters gav helt åbenlyst Nicki Pedersens mekaniker en kæberasler, men det fik ingen konsekvenser overhovedet.
For Michael Jepsen Jensen blev grandprixet en stor skuffelse. Han scorede syv point og må sikkert kigge langt efter et wildcard til næste sæson.
Tai Woffinden vandt allerede VM-guld for to uger siden i Torun i Polen.