Nicki Pedersens mekaniker vil politianmelde Sam Masters efter kæberasler
Nicki Pedersens mekaniker vil politianmelde den australske wildcard-kører Sam Masters.
Der kan komme et efterspil, efter at den australske wildcard-kører Sam Masters stak Nicki Pedersens mekaniker Tomasz Dolkowski en kæberasler ved sæsonens sidste grandprix i Melbourne.
Situationen begyndte ude på banen, da Sam Masters sparkede Nicki Pedersen efter et heat, mens de to stadig sad på motorcyklerne.
Sam Masters var øjensynligt irriteret over at være blevet presset af danskeren, og det ville han lige fortælle Nicki Pedersen.
»Han føler sig åbenbart trådt på, og så mener han, at han kan opføre sig sådan. Jeg holder ro på det hele og tænker ”hold nu op drenge, I er nogle tøsedrenge. Det er ræs, og der er ikke engang beskidt kørsel. Stop det.” Så jeg bliver ikke engang ophidset, men ude i ryttergården slår han min mekaniker direkte i ansigtet. Der bliver en efterfølger, og min mekaniker vil lave en politianmeldelse,« siger Nicki Pedersen til Jyllands-Posten.
Nicki Pedersen sluttede sæsonen med bronzemedalje.
Niels-Kristian Iversen endte på podiet i Melbourne, da han blev nummer to efter Greg Hancock.