Fernando Alonso mener, at McLaren-Honda har fortjent kritikken af teamets manglende fremskridt og indsats
Det har på næsten alle måder været en katastrofal sæson for McLaren-Honda-teamet. Holdets førstekører og dobbelte verdensmester, Fernando Alonso, mener, at kritikken af præstationen er fuldt ud berettiget.
Når der skal skrives Formel 1-historie over indeværende sæson i motorsportens hurtigste klasse, vil McLaren-Hondas manglende præstation fylde en stor del af afsnittet om de teams, som sakkede efter de andre med en hakkende motor, halvflade dæk og ingen tegn på væsentlige forbedringer.
Nu melder holdets førstekører, Fernando Alonso, sine frustationer ud i et interview som optakt til det japanske grand prix, som køres på Suzukua-banen på søndag.
Han siger, at makkerskabet McLaren-Honda har gjort sig fortjent til de mange klø, som de har fået siden det første løb blev kørt, og at man skal være forberedt på mere dårligt nyt.
"Vores fans har al mulig grund til at være utilfredse over vores de manglende resultater i 2015. Det her begyndte i februar, og når man er fem sekunder efter feltet i Australien, skal man ikke forvente et podieplads her på Suzuka-banen. Sådan er det," siger den spanske racerkører,som mener, at holdets indgang til løbene er helt forket i forhold til, hvordan det burde være.
"Vi bruger løbene til vigtige test og som en mulighed for at afprøve nye ting i et felt med andre biler. Men det er svært at forstå for vores fans, og de har ret. Vi fortjener at blive kritiseret for vores præstationer, for vi leverer ikke, hvad folk forventer af os," siger Fernando Alonso.
Da han bliver spurgt, om, hvad man skal forvente af teamet i den resterende del af sæsonen, er han ikke videre optimistisk.
"Jeg tror ikke, at at tingene vil blive bedre, end de var i løbet i Singapore. Man skal ikke forvente mirakler i år på nogen områder. I stedet skal vi begynde at fokusere på næste sæsons bil og følge vores program. Alle skal blive bedre, og det gælder fra mekanikere til kørerne," siger Fernando Alonso, som endnu ikke ved, hvem der bliver hans makker i den kommende sæson.
Britiske medier har i de seneste dage skrevet, at Jenson Button vil sige farvel til Formel 1 i forbindelse med weekendens grand prix i Japan.
Men Button var ikke klar til at melde ud om fremtiden, da han torsdag morgen dansk tid holdt pressemøde forud for løbet i Japan.
"Jeg kan ikke give jer mere end ved det seneste løb. I må vente lidt endnu. Der er så mange muligheder for, hvad der kan ske næste år. Så mange muligheder. Vi er i en god dialog, holdet og jeg, men lige nu koncentrerer vi os om løbet i denne weekend. Det er en stor weekend for os," siger Button ifølge Formel 1's Twitter.
Med danske øjne er Buttons beslutning interessant, fordi Kevin Magnussen er reservekører hos McLaren. Derfor kan danskeren være i spil til en plads som Formel 1-kører hos McLaren i 2016, hvis Button stopper hos det engelske racerteam.