Fortsæt til indhold
Formel 1

Wolfgang Ullrich ikke imponeret af Tom K's start

Dr. Wolfgang Ullrich fra Audi oplevede Tom Kristensens første crash fra nærmeste hold.

Det er sjældent, at en racerkører er så længe hos et team, at der opstår en så personlig relation, som der er kommet mellem Audis motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich og Tom Kristensen. Han kom til teamet i 1999 – og ud over en lille omvej til Bentley – har han været hos Audi siden.

Men det var ikke fordi, at Tom Kristensen imponerede sin chef, da han første gang var på banen for Audi. Det var på Sebring i Florida, hvor Audi kørte kvalifikation til udholdenhedsløbet 12 hours of Sebring, hvor han skulle køre med Frank Biela og Emanuele Pirro.

»Han var en kendt racerkører dengang, og vi vidst, at han havde store resultater. Så hans holdkammerater ville se, hvad han kunne, og de sagde til ham, at han kunne køre den første kvalifikation,« sagde Wolfgang Ullrich på dagens pressemøde.

»Når kvalifikationen kørte, sad jeg aldrig i pitten, jeg gik ud på banen for at se, hvad der skete. Der var en god bakke bag sving to i Sebring, og hans holdkammerat Emanuele gik med ud. Tom kom kørende, og han var ude på sin hurtige kvalifikationsomgang. Da han kom rundt om sving nummer et mod sving to, sagde jeg ”han kører stærkt, han kører rigtigt stærkt, han kører ALT for stærkt,”,« sagde Wolfgang Ullrich.

Tom Kristensen bragede direkte ind i de dæk, der stod foran indhegningen.

»Så skete der noget, som ikke var helt normalt. Bilen forsvandt under dækkene og kun bagvingen stak ud. Og så stilhed. Ingen af løbsmarshalls bevægede sig, så Emanuele og jeg kiggede på hinanden og kravlede over hegnet, hoppede ned på banen oven på dækkene, hvorunder bilen var. Jeg begyndte at fjerne dækkene, og pludselig kunne jeg se ham. Han kiggede op på mig, og jeg sagde: ”Vil du virkelig gerne kunne sige, at du i dit allerførste race for Audi kørte af banen, og at du så din chef grave dig ud af dækkene?”,« grinede Wolfgang Ullrich.

»Vi vandt løbet,« replicere Tom Kristensen.

Respekten mellem de to er stor, og Wolfgang Ullrich udtrykte en form for ærgrelse over, at Tom Kristensen nu stopper.

»Selvfølgelig er stoppet af en så fremtrædende en personlighed som Tom Kristensen et stort tab for Audi, men vi er glade for, at han fortsat vil være en ”Audian” med hjerte og sjæl,« sagde Wolfgang Ullrich.

Tom Kristensen forsætter som ambassadør for Audi, hvor han skal coache unge racerkøere.