Fortsæt til indhold
Formel 1

Kevin Magnussens tidligere team har fået russiske problemer

Haas blev i 2021 reddet af en russisk storsponsor. Nu har det amerikanske team et problem.

Natten til fredag gik tre medarbejdere fra Kevin Magnussens tidligere Formel 1-arbejdsgiver, Haas, ud og strippede synlige tegn af den russiske storsponsor, Uralkali, af teamets mobile hovedkvarter.

Lige nu tester Formel 1-holdene de nye biler i Barcelona. Torsdag var Haas’ biler iført de sædvanlige farver, hvor de tre vinger på fronten danner det russiske flag, men fredag var alle farver, der kan associeres med Rusland, lakeret sort.

»Vi tog en beslutning for på det rette tidspunkt at sende et signal til alle,« siger teamchef Günther Steiner på et onlinepressemøde.

Han blev som mange andre overrasket over Ruslands indtog i Ukraine.

»Da jeg onsdag morgen stod op og så nyhederne, kom der nogle ord, som jeg ikke tør gentage her. Vi har selvfølgelig overvåget situationen, men jeg har aldrig oplevet noget som dette, så jeg ved ikke, hvordan vi skal håndtere det. Vi tager det, som det kommer,« siger han.

Det russiske flag optrådte på en elegant måde i fjor på Haas' biler, da teamet malede frontvingen i de russiske farver. Sådan så bilen også ud under torsdagens vintertest. Foto: Lluis Gene/AFP/

I næste uge samles teamet med dets advokater for at se, hvordan det skal håndteres, hvis man vælger at bryde med Uralkali.

Samarbejdet med det russiske firma – der arbejder inden for gødningsindustrien – kompliceres af, at ejeren Dmitry Mazepins søn, Nikita, er en af de to kørere hos Haas.

Mazepin sidder usikkert

Günther Steiner vil ikke udstikke en garanti til Nikita Mazepin for, om han kan beholde sit sæde.

»Vi må se, hvordan det udvikler sig, for det handler ikke kun om et Formel 1-team, der er også en regering involveret,« siger Günther Steiner.

Haas er et amerikansk team, hvorfor den amerikanske håndtering af sanktionerne kan få betydning.

Hvis teamet i næste uge beslutter sig for at stoppe samarbejdet med Uralkali, kommer det til at koste teamet et større beløb. Uralkali er navnesponsor, men allerede torsdag aften fjernede Haas Uralkali fra sine sociale medier, sådan at holdet nu kun hedder Haas F1 Team.

»Det er selvfølgelig en hovedpine, men finansielt er vi på plads, det kommer ikke til at betyde noget for, hvordan vi har planlagt at køre denne sæson. Der er andre måde at finde finansiering på,« siger Günther Steiner, der før har peget på, at sponsoratet for et par år siden var med til at redde teamets liv.

Samtidig besluttede Formel 1 sig for at aflyse det russiske grandprix, der skulle have været kørt til september i Sotji.

Beslutningen kom efter et møde mellem Det Internationale Motorsportsforbund, FIA, ejerne af Formel 1 samt holdene.

I pressemeddelelse blev der dog åbnet en lille kattelem, da parterne skriver, at »det russiske grandprix ikke kan afholdes under de nuværende omstændigheder«.

I fjor blev det besluttet at flytte grandprixet fra Sotji til en nybygget racerbane i Skt. Petersborg fra og med 2023.

Artiklens emner
Haas F1