Fortsæt til indhold
Formel 1

Lewis Hamilton blev verdensmester i 2020, mens Kevin Magnussen mistede racet i Tyrkiet på grund af et fejlslagent dækskifte

Lewis Hamilton blev verdensmester for syvende gang i karrieren efter suveræn kørsel i det tyrkiske grandprix.

Hvis man vil se en lektion i, hvordan man bliver verdensmester, skal man gense det tyrkiske Formel 1-grandprix anno 2020.

Lewis Hamilton startede som nummer seks, men i et regnvådt grandprix med masser af strategiske overvejelser kørte briten tålmodigt op igennem feltet, mens alle de andre begik fejl. Således vandt han grandprixet og blev verdensmester for syvende gang i karrieren.

Kevin Magnussen havde et vanskeligt løb, hvor tingene gik helt galt under et dækskifte. Derfor blev han nummer 17, hvor han blev taget ud af løbet en omgang før tid. Hans holdkammerat, Romain Grosjean, udgik med fem omgange igen.

Løbet blev ikke det drama, som mange havde håbet på, da banen var våd fra regnen, der faldt før løbet. Det var stort set umuligt at overhale, og derfor blev det en kamp om at skifte dæk på de rigtige tidspunkter, og hvem der kunne køre mest tålmodigt.

Starten gik med vand på banen, alle biler på regnvejrsdæk og sprøjtet fra dækkene gjorde løbet svært for kørerne. F.eks. måtte Kevin Magnussen flere gange bede pitten om hjælp til at være hans øjne bagud, da han ikke kunne se noget i sidespejlene på grund af vand.

Foto: Tolga Bozoglu/AFP/Ritzau Scanpix

Efter 10 omgange begyndte spillet om, hvornår bilerne skulle skifte fra regnvejsdækkene til de grønne, der er en mellemting mellem regnvejrsdæk og almindelige dæk uden mønster.

For Lewis Hamilton handlede det udelukkende om, hvordan han placerede sig i forhold til teamkammeraten, Valtteri Bottas, hvis han skulle sikre sig verdensmesterskabet. For at udelade alt for megen matematik skulle Hamilton ende foran eller tæt på Valtteri Bottas for at vinde verdensmesterskabet.

Hamilton startede som nummer seks, mens Bottas lå tre pladser bag ham. Men allerede efter et par sving snurrede Bottas rundt i vandpytterne og røg helt ned bag feltet. Sådan blev finnen ved med at skøjte rundt, og han viste i hvert fald ikke sin nation ære for at være et stolt rally-land, for Bottas var uden sammenligning den kører, der havde det sværest på det glatte underlag. Han gled rundt som Bambi på glatis.

Med 12 omgange igen overhalede Lewis Hamilton sin holdkammerat med en omgang. Det var en reel ydmygelse, og Hamilton kørte sikkert i mål som verdensmester.

Lance Stroll startede fra poleposition, og med fri bane på den regnvåde asfalt gled han stille og roligt fra de andre. Racing Point havde tilsyneladende fået sat bilen perfekt op til de svære betingelser, for det var kun Red Bull, der kunne udfordre.

Men omkring 20 omgange før løbets ende blev Lance Stroll offer for dækstrategi. Han måtte ind og skifte, og da han kom ud igen, sad han bag Sebastian Vettel. Han satsede og tog sig en snurretur. Var det hans chance for nogensinde at vinde et grandprix, der røg der?

Det betød til gengæld, at hans holdkammerat Sergio Perez blev nummer to. Han kørte endnu engang sikkert, og det er fuldstændig skørt, at mexicaneren ikke har et sæde for næste sæson. Han har scoret point i samtlige løb, som han har deltaget i i denne sæson.

Kevin Magnussen fik en god start. Han strøg fra 13.-pladsen op til nummer 8, gik et par pladser tilbage, hvor han konsoliderede sin placering indtil midt i løbet, hvor han blev overhalet af Lando Norris. Da var det, at han skulle ud til sit sidste dækskifte. Umiddelbart så det ud som om, at mekanikerne ikke fik skiftet det venstre forhjul korrekt. Han kørte 20 meter frem, blev bedt om at stoppe og blev trukket tilbage, hvor de skiftede dæk igen. Så var det løb overstået.

»I kan ikke være seriøse,« sagde Magnussen, da det skete.

Da han blev sendt tilbage på banen, begyndte han at køre fine omgangstider, og det frustrerede åbenbart Magnussen.

»FUCK,« skreg han, da han fik besked om, at han kørte godt, men blev ved med at måtte lade sig overhale af biler, der tog ham med en omgang.

»Lytter I til mig? Jeg kan ikke se noget som helst,« sagde han.

Magnussen er ikke kendt for at bede om at lade sig trække ud, men i Tyrkiet fandt han tilsyneladende sin grænse. Haas holdt ham dog på banen indtil sidste omgang, hvor de tog ham ud af strategiske årsager.

Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix

Ferrari har haft en skuffende sæson, men i Tyrkiet kom der lidt oprejsning blandt andet fordi de to kørere, Sebastian Vettel og Charles Leclerc, kørte godt og endte som nummer tre og fire.

Sebastian Vettels sæson har været en stor fiasko i den sidste sæson for Ferrari, før han skifter til Aston Martin (Racing Point) til næste år, men i Tyrkiet fik han en form for oprejsning. Han startede som nummer 11, men endte som nummer tre efter solid kørsel under de svære betingelser.

Igennem alle træningerne var Red Bulls Max Verstappen hurtigste mand på banen, men under kvalifikationen kunne han ikke få det til at hænge sammen, og han startede som nummer to. Det fik den iltre hollænder til at presse maksimalt, og i et forsøg på at overhale Sergio Perez snurrede han rundt og var dermed reelt ude af løbet.

Det gav til gengæld hans holdkammerat, Alexander Albon, en mulighed for at presse de to Racing Point-kørere i front, men Albon snurrede også. Verstappen blev nummer seks, mens Albon blev nummer syv.

Med sit syvende verdensmesterskab tangerer Lewis Hamilton Michael Schumacher rekord. Den 35-årige brite har taget seks af dem i en Mercedes-racer og et enkelt for McLaren.

Men verdensmesterskabet kommer også i skyggen af en usikker fremtid, hvor hverken Lewis Hamilton eller Mercedes-teamchef Toto Wolff har skrevet kontrakt for fremtiden.