Præmiepenge bekymrer Magnussens chef
Haas er på vej mod en historisk dårlig placering, og det kan koste på bundlinjen.
Haas’ dårlige sæson kommer ikke kun til at give et hak i selvtilliden. For nuværende er Haas placeret på niendepladsen og kan realistisk set kun håbe på at overtage ottendepladsen, hvor Alfa Romeo er placeret syv point over det amerikanske team.
Sidste år blev Haas nummer fem i konstruktørernes verdensmesterskab, hvor præmie- og tv-pengene fordeles, og et hop til niendepladsen vil koste teamet cirka 150 mio. kr., hvis præmieuddelingen matcher tidligere tiders udbetalinger.
Den samlede sum af præmiepenge afhænger af indtægterne, hvorfor man ikke med sikkerhed kan udregne det præcise beløb. I 2017 var præmiepengene for femtepladsen 480 mio. kr., mens nummer ni gav 333 mio. kr.
Den manglende indtægt bekymrer Haas’ teamchef, Günther Steiner.
»Hvis man taber store penge, som vi gør, bliver man nødt til at tage tænkehatten på og overveje, hvordan man undgår at bruge penge i næste sæson. Det truer ikke vores eksistens, men det er heller ikke sådan, at vi siger ”det betyder ingenting”. Det er lidt midt imellem. Vi bliver nødt til at håndtere det, og det er aldrig rart, når man har færre penge,« siger Günther Steiner til motorsportsmagasinet Autosport.
Den dårlige sæson har også været dyr på grund af øgede omkostninger for at få en mere konkurrencedygtig bil.
Selv om Haas modtog en del penge fra energidrikproducenten Rich Energy, siger Günther Steiner også i interviewet, at han er glad for, at farcen med Rich Energy er overstået.
Uden hovedsponsor
Rich Energy kom i begyndelsen af året ind som hovedsponsor, men efter et halvt års tid slap betalingerne op, og Haas kører nu uden hovedsponsor.
Det er dog ikke nogen ny situation, da teamet siden etableringen i 2016, kun har haft Rich Energy som hovedsponsor. Pengene kommer i stedet fra Haas Automation, ejet af Gene Haas.
Han har dog været ude at true med, at hans team ikke har noget at gøre i Formel 1, hvis dominansen i toppen af hierarkiet fortsætter, således at de små hold aldrig har chancen for at ende på podiet.