Fortsæt til indhold
Formel 1

»Det er svært, når man hænger i for livet«

Kevin Magnussen fik en god start, men så ødelagde han dækkene i sin bil.

Kevin Magnussen måtte udgå fra det italienske grandprix med problemer med hydraulikken i Haas-raceren.

Men inden da havde han begået en fejl, der betød, at han ødelagde dækkene i sin bil, de såkaldte flatspots.

»Jeg låste forhjulet i en kamp med en McLaren, og så flatspottede jeg mit dæk så meget, at jeg var nødt til at køre i pit igen for at skifte. Det var ærgerligt. Det er svært, når man hænger i for livet. Man kæmper med næb og kløer for at holde fast i sin position, og så er man udsat for at lave fejl. Det laver jeg desværre i dag,« sagde danskeren efter løbet til 3+.

Han udgik af løbet efter 45 omgange, men inden da havde han faktisk kørt et godt race, hvor han over flere omgange holdt Racing Points Sergio Perez bag sig.

»Det eneste positive er de her infights. Man får øvet sig i at holde folk bagved, og jeg håber på, at der snart kommer gang i bilen, så jeg kan kæmpe med om nogle gode placeringer,« sagde Kevin Magnussen.

Haas-teamchef, Günther Steiner, var skuffet over grandprixet, hvor Romain Grosjean blev nummer 16.

»Det var et skuffende race. Kevin startede egentlig fint, men så gik det hele galt, da han bremsede, og bilen blev svær at styre,« sagde Günther Steiner i en pressemeddelelse.

Næste løb er natteløbet i Singapore om 14 dage, hvor banen er markant anderledes end det netop overståede grandprix på Monza, da løbet foregår inde i byen med mange sving og lavere hastighed.