Fortsæt til indhold
Formel 1

Speedway-legenden Ivan Mauger er død

Den tidligere seksdobbelte verdensmester i speedway Ivan Mauger er død. Han blev 78 år gammel.

Han er blevet beskrevet som en af de bedste i sporten nogensinde, og han var i 1970’erne en af danske Ole Olsens største konkurrenter.

Den tidligere speedwaykører Ivan Mauger er gået bort i en af alder 78 år efter at have lidt af en form for demens i de seneste år.

Det skriver flere udenlandske sportsmedier mandag morgen.

Speedway på Løvelbanen ved Viborg i 1975. Ivan Mauger (nummer to fra venstre) side om side med Ole Olsen. Foto: Erik Kragh

Newzealandske Ivan Mauger vandt seks individuelle VM-titler (1968-70, 1972, 1977 og 1979) og er samtidig den eneste, som har vundet tre år i træk.

Han blev født i Christchurch i 1939 og debuterede ved VM i 1966. Han kørte for flere britiske hold som Wimbledon Dons, Newcastle Diamonds, Belle Vue Aces, Exeter Falcons og Hull Vikings.

I 1979 lod han sig pensionere, men han holdt fast i sporten som blandt andet løbsarrangør.

I både 1977 og i 1979 blev han kåret som årets sportsmand i New Zealand, ligesom han blev optaget i landets Hall of Fame i 1990.

Ivan Mauger efterlader sig en kone og tre børn.

Artiklens emner