Her er Superligaens næste stjerner
Superligaen er rig på talenter, der er klar til at springe ud som nye stjerner.
Vi kender allerede Frederik Holst, Rasmus Falk og Andreas Cornelius, men hvem er de næste store talenter, der slår igennem i Superligaen?
Tipsbladet.dk har kigget på de spillere, der har potentiale til at blive de næste store stjerner i Superligaen og bringer her et overblik over nogle af de største talenter i ligaen. For hver klub har vi fundet to spillere, der kan få et gennembrud i Superligaen enten i forårssæsonen eller på længere sigt.
Vi har således samlet 24 spillere, der er blandt de mest interessante talenter i de 12 Superliga-klubber. Undervejs i foråret vil man her på tipsbladet.dk kunne følge spillerne og se, hvor meget spilletid, de opnår undervejs.
Se nedenunder, hvilke spillere du skal holde øje med:
F.C. København
Casper Højer Nielsen
Født: 20. november 1994
Position: Forsvar
Kampe i Superligaen inden foråret: 0
Som søn af FCK-legenden – og nuværende chefscout – Lars Højer Nielsen må Casper Højer Nielsen leve med visse forventninger. 18-årige Casper Højer Nielsen har flere gange været med omkring førsteholdet og står også noteret for mange ungdomslandskampe. Han beskrives som en spændende venstrebensspiller, der især begår sig på venstre back – og som besidder et godt spark.
Kampe i foråret 2013: 0
Mads Aaquist
Født: 31. december 1994
Position: Forsvar
Kampe i Superligaen inden foråret: 0
Mads Aaquist betragtes som et stort talent og en klar kandidat til fremtidens højre back i FC København, hvor han kommer til at konkurrere med en anden ung-hingst, Christoffer Remmer. Aaquist var med klubben på træningslejr i vinter og besidder hurtighed, teknik og god offensiv.
Kampe i foråret 2013: 0
FC Nordsjælland
Andreas Maxsø
Født: 18. marts 1994
Position: Forsvar
Kampe i Superligaen inden foråret: 1
Han blev kastet for løverne, da FC Nordsjælland blev nedsablet med 4-1 i Parken i efterårets sidste spillerunde, men det ændrer ikke på, at FC Nordsjælland har stor tiltro til Andreas Maxsø. Den snart 19-årige midtstopper kan blive den næste i rækken af store forsvarsprofiler i FC Nordsjælland.
Kampe i foråret 2013: 0
Kamal Isaah
Født: 30. august 1992
Position: Midtbanespiller
Kampe i Superligaen inden foråret: 2
FC Nordsjælland hentede ghanesiske Kamal Issah i fransk fodbold i sommer, men selvom den 20-årige centrale midtbanemand fik et par indhop i efteråret, er det først i fremtiden, vi for alvor kommer til at se ham folde sig ud. Kasper Hjulmand har udtalt, at Issah er en del af fremtidens hold i Farum.
Kampe i foråret 2013: 0
AaB
Christian Rye
Født: 15. februar 1994
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Han har spillet i AaB, siden han var 11-12 år og betragtes som et stort talent i klubben. Christian Rye har været inde omkring de danske unglandshold og forventes at blive en del af AaB's førstehold inden længe.
Kampe i foråret 2013: 0
Jakob Blåbjerg
Født: 11. januar 1995
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
AaB har for alvor markeret sig som en talentfabrik i det seneste års tid, hvor flere unge spillere er dukket op i nordjydernes startopstilling. Jakob Blåbjerg kan blive den næste, der bider sig fast. Midtstopperen bliver til sommer flyttet permanent op i førsteholdstruppen, men har flere gange været med omkring holdet.
Kampe i foråret 2013: 1
OB
Kasper Larsen
Født: 25. januar 1993
Position: Forsvar/midtbane
Superligakampe før foråret 2013: 16
Han er et af de største fynske fodboldtalenter lige nu, og det er da også allerede blevet en del Superliga-kampe for Kasper Larsen. Alligevel kan han ikke betragtes som en etableret spiller endnu, og med sine kun 20 år på bagen, er der stadig plads til udvikling. Der er potentiale til landsholdet.
Kampe i foråret 2013: 6
Mads Raben
Født: 8. februar 1996
Position: Angriber
Superligakampe før foråret 2013: 2
Middelfart-knægten var kun 16 år og 75 dage, da han blev kastet i ilden sidste forår, og blev dermed den yngste Superliga-spiller nogensinde. Raben er stadig kun ungdomsspiller i OB, men potentialet er stort, og angriberen kommer givetvis på førsteholdet inden længe. Hans afslutningsevne er af høj karat.
Kampe i foråret 2013: 0
Randers FC
Jacob Dehn-Andersen
Født: 4. august 1995
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Anføreren for det danske U/18-landshold er yngste mand i Randers-truppen, men besidder til gengæld et af de største talenter. Han fik en håndfuld kampe i oprykningssæsonen, og det er et spørgsmål om tid, før vi ser ham i Superligaen. I vinterpausen fik han den fornemme Sportsgalla Prisen i Randers, som uddeles af Randers Talent & Elite som et bevis på forventningerne til ham.
Kampe i foråret 2013: 0
Alexander Nybo
Født: 12. april 1995
Position: Målmand
Superligakampe før foråret 2013: 0
Han har været inde omkring flere af DBU's unglandshold og kan blive fremtidens målmand i Randers FC. David Ousted skifter muligvis klub til sommer, men spørgsmålet er, om det er for tidligt for Nybo at blive kastet ind på førsteholdet. Under alle omstændigheder en spændende keeper.
Kampe i foråret 2013: 0
AGF
Frans Dhia-Putros
Født: 14. juli 1993
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 1
Højrebacken med de irakiske rødder har været inde omkring flere af de danske unglandshold. I AGF fik han Superliga-debut i efteråret, og der kan blive brug for ham i foråret på den højre back-position, hvor AGF har haft lidt bøvl i denne sæson. Dhia-Putros har arbejdet sig til en plads i førsteholdstruppen. Nu skal næste skridt tages.
Kampe i foråret 2013: 0
Marcus Solberg
Født: 17. februar 1995
Position: Angriber
Superligakampe før foråret 2013: 0
De kalder ham 'Hulk' i Aarhus, hvor der er store forventninger til den unge angriber. Marcus Solberg har tidligere været på træningsbesøg i Werder Bremen, men fremtiden ligger i AGF, hvor han har kontrakt frem til 2015. Det siges, at han er et større talent end Leon Andreasen og Morten 'Duncan' Rasmussen.
Kampe i foråret 2013: 1
Horsens
Esben Petersen
Født: 11. januar 1993
Position: Midtbane/angriber
Superligakampe før foråret 2013: 0
Han er flasket op på Fyn, hvor han både har været en del af talentafdelingen i Marienlyst og OB. Han gjorde en god figur for Marienlysts dygtige og overraskende mandskab i efterårets 2. division vest, og det fik Horsens til at skrive kontrakt med offensivspilleren. Nu skal han tage næste skridt.
Kampe i foråret 2013: 0
Ozguzhen Özcelik
Født: 26. april 1994
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 2
Han blev den yngste Superliga-debutant for Horsens nogensinde, da han i efteråret 2011 kom på banen i en kamp mod FC Midtjylland. Siden er det ikke blevet til så meget mere førsteholdsfodbold for Özcelik, men potentialet er til stede hos den danske spiller med de tyrkiske rødder.
Kampe i foråret 2013: 0
FC Midtjylland
Pione Sisto
Født: 4. februar 1995
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 2
Teenageren med rødder i Sudan fik som 17-årig allerede et par kampe i efteråret. Han er en dygtig teknikker, der i sin tid kom til FC Midtjylland via samarbejdsklubben Tjørring IF og siden har gået på klubbens akademi. Kommer til at slås for spilletid på FC Midtjyllands midtbane, men kan blive en profil i fremtiden.
Kampe i foråret 2013: 1
Patrick Jensen
Født: 4. april 1994
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Det var et lille scoop, da FC Midtjylland i vinterpausen hentede forsvarstalentet Patrick Jensen i Vejle. Jensen er oprindeligt fra Otterup på Fyn, men kom til Vejle som 14-årig, hvor han har fortsat sin udvikling. Betragtes som et af landets største forsvarstalenter og bliver spændende at følge. Ramt af kyssesyge og dermed ikke aktuel til spilletid lige med det første.
Kampe i foråret 2013: 0
SønderjyskE
Andreas Oggesen
Født: 20. maj 1994
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 4
Han har været i søgelyset hos selveste Hamburger SV, men foreløbig er Andreas Oggesen stadig i Sønderjylland, hvor han er født og opvokset. Oggesen debuterede som 18-årig sidste forår, men mangler stadig sit endelige gennembrud i SønderjyskE, hvor han betragtes som et af de største talenter i klubben.
Kampe i foråret 2013: 2
Søren Mussmann
Født: 29. juni 1993
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 1
Den unge forsvarsspiller har tidligere været på besøg i Celtic, hvor han gjorde et godt indtryk. Han arbejder dog stadig på et gennembrud i SønderjyskE, hvor han blev rykket permanent i førsteholdstruppen sidste vinter. Har spillet en håndfuld landskampe for DBU's talenthold.
Kampe i foråret 2013: 0
Esbjerg
Casper Nielsen
Født: 29. april 1994
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Den talentfulde midtbanemand er søn af den tidligere Esbjerg-helt Henrik Nielsen, men han er godt i gang med at skabe sit eget navn på vestkysten. I efteråret fik han debut i pokalturneringen, og i januar forlængede han sin kontrakt med klubben til 2015. Forventningerne er store til unglandsholdsspilleren, der som 15-årig var på træningsbesøg i Manchester City.
Kampe i foråret 2013: 0
Mikkel Maigaard Jacobsen
Født: 20. september 1995
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
En målfarlig midtbanemand, der flere gange har været med på de danske ungdomslandshold. Mikkel Maigaard Jacobsen har ved indgangen til forårssæsonen endnu sin debut til gode for Esbjerg, men han er en fremtidens mand, vi med stor sandsynlighed kommer til at se i Superligaen.
Kampe i foråret 2013: 0
Silkeborg
Nicolaj Køhlert
Født: 21. januar 1993
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Hans CV ser fornemt ud med masser af ungdomslandskampe samt en fortid på fine adresser som Liverpool og Glasgow Rangers. Men Nicolaj Køhlert har endnu set seniorgennembrud til gode, og det satser han på at få i Silkeborg. Fodboldopdragelsen har han fået i Esbjerg.
Kampe i foråret 2013: 2
Nicolai Flø
Født: 9. august 1995
Position: Målmand
Superligakampe før foråret 2013: 0
Med kun 17 år på bagen er det næppe i foråret, Nicolai Flø får sit gennembrud i Superligaen, men han er en fremtidens mand i Silkeborg og dansk fodbold. Han betragtes som et stort målmandstalent, og han har også siddet på bænken i en række Superliga-kampe allerede. Måske rykker han endnu nærmere spilletid til sommer, når Lasse Heinze forlader klubben.
Kampe i foråret 2013: 0
Brøndby
Patrick da Silva
Født: 21. Oktober 1994
Position: Forsvarsspiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Man kunne pege på flere af Brøndbys unge talenter, men Patrick da Silva er muligvis en af dem, der har størst mulighed for spilletid i foråret. Han begår sig fint på venstre back, hvor klubben før har haft problemer og vurderes til at have en spændende fremtid foran sig. Hurtig, fysisk stærk og med en god indstilling.
Kampe i foråret 2013: 5
Andrew Hjulsager
Født: 15. januar 1995
Position: Midtbanespiller
Superligakampe før foråret 2013: 0
Brøndby var glade for at forlænge kontrakten med Hjulsager i efteråret, for Årets U/17-spiller anno 2011 er et af de største talenter i sin årgang. Kim Vilfort har udtalt, at Hjulsager kan nå rigtig langt, så det er kun et spørgsmål om tid, før vi ser ham i Superligaen. Han er en kreativ 10'er, som har spillet massevis af ungdomslandskampe.
Kampe i foråret 2013: 0