Hareides frygt blev kort til virkelighed, da Danmark overvandt spøgelset i Yerevan
Polen-sejren så ud til at blive spildt, men derefter leverede Thomas Delaney sit livs bedste landskamp
Yerevan
Det var længe grimt og et godt stykke fra præstationen mod Polen. Men det gav de samme tre point. Med 4-1 over Armenien har det landshold haft fire perfekte dage i en VM-kvalifikation, der forud for Polen-kampen måtte betegnes som halvlunken. Nu venter to afgørende dage i oktober mod Montenegro og Rumænien, der afgør, om Danmark slutter som nummer et, to eller tre i gruppen. Hvad det hele ender med, kunne man ikke tyde ud fra en varm aften i Yerevan. Men opgøret fortalte en historie om, at Hareides landshold har noget i sig, som et dansk mandskab ikke har haft i mange år. Man vandt en landskamp, selvom man havde det ene knæ i græsset.
Åge Hareide havde på forhånd gjort det klart, at den største udfordring mod Armenien ikke lå i selve spillet på banen. Landstræneren så sit mandskab som et med afstand bedre fodboldhold. Nordmandens hovedfokus lå på den mentale del. Om spillerne ville formå at nulstille oppe i hovedet og være klar til krig igen efter den bedste Parken-landskamp i seks år. At det kan være svært blev bevist søndag aften. Tre dage efter Frankrig havde kørt Holland over 4-0 på hjemmebane, spillede et af verdens bedste landshold 0-0 mod miniputten Luxembourg.
Seks minutter inde i kampen var Hareides frygt blevet til virkelighed. Armenierne havde allerede haft en chance efter 30 sekunder, der kunne have genskabt en eksakt kopi af mareridtsstarten fra 0-4-kampen i Parken, hvis Kasper Schmeichel ikke havde taget en svag afslutning. Nu stod de armenske spillere alligevel i en rundkreds og fejrede et flot åbningsmål. Henrik Dalsgaard virkede på dette tidspunkt som en spiller, der løb rundt med hovedet et par meter væk fra sin krop. Altid lige et skridt for sent på den. Dalsgaard var efter en dødbold havnet på venstre back i stedet for den vante højre og blev i minutterne herefter totalt sat af Armeniens Hovhannisyan, der sendte kuglen videre til Ruslan Koryan, som hamrede den op i det ene målhjørne fra små 25 meter. Helt uden chance for Kasper Schmeichel og langt over det niveau, man kan forvente af en angriber fra den næstbedste, russiske række.
Pludselig var der optræk til noget, man havde set før. En dårlig dansk præstation langt væk hjemmefra mod en langt mindre fodboldnation. Som det skete på selvsamme stadion i efteråret 2015.
Men hvor Morten Olsens landshold ikke kunne grave sig selv op og ændre en kamps forløb, formåede Hareides mandskab at gøre netop dette. Det på kun 12 minutter og med to våben, som armenierne ellers kunne have luret ud fra Polen-kampen. Først viste Thomas Delaney atter sine evner i hovedspillet, da han kom løbende sent ind i feltet og stod for udligningen. Werder Bremen-anføreren spillede sit livs bedste landskamp, hvor han foruden sit defensive arbejde scorede et hattrick via et offensivt løb ind i feltet, flot spark fra distancen og til sidst et hovedstødsmål efter en dødbold. Evner, der bør tiltrække interesse fra endnu større klubber på jagt efter en såkaldt 8’er. Mens Delaneys udligning fik Åge Hareide til at knytte næven, pustede landstræneren ud efter Christian Eriksens 2-1-scoring på frispark, mens de danske bænkspillere sprintede ud i det tekniske felt. Eriksen var selvsagt ikke lige så dominerende mod Armenien som i fredagens landskamp, men da hans hold havde allermest brug for ham, leverede fynboen med sit flotte frispark, der blev krøllet i kassen. En scoring, der giver Eriksen en total på 10 mål i de seneste 11 landskampe.
Derfra lignede det i 53 minutter, at Danmark ikke ville formå at lukke kampen med et tredje mål. Tempoet var for lavt i den høje varme, der resulterede i to indlagte drikkepauser. Men i løbet af de sidste ti minutter sendte Thomas Delaney de fremmødte tidligt hjem, da han øgede sin værdi på landsholdet endnu en gang med sit langskudsmål og sene hovedstød. Og så gik det alt sammen. Selv på en dag, hvor landsholdets kort var rystet.