Dansker gør Neymar selskab på ugens hold i Frankrig
Lukas Lerager har fået en god start på sit franske eventyr.
Mandag var en god dag for danske Lukas Lerager.
Først var han blandt Åge Hareides udvalgte til det danske landsholds kommende kampe mod Polen og Armenien, og så fik han af sportsavisen L'Équipe en plads på ugens hold i den franske Ligue 1.
Pladsen ved siden af stjerner som Neymar, Fekir og Rabiot kom i hus efter Leragers præstation i weekendens kamp mod Lyon.
Her spillede Lukas Lerager hele kampen for sin nye klub, FC Bordeaux, og han var med en scoring i slutminutterne med til at sikre udeholdet en uafgjort efter at have været bagud 3-1 med få minutter igen.
Lerager skiftede inden sæsonen til FC Bordeaux i det sydvestlige Frankrig efter en sæson hos belgiske Zulte Waregem.
Lerager havde inden sine udlandsophold optrådt i først AB og siden Viborg.
FC Bordeauxs træner har til klubbens egen hjemmeside rost Lerager for sin evne til at spille mange steder på banen. Det skriver Ekstra Bladet.
»Han er i stand til at spille i midterforsvaret, bag angriberen, i højre eller venstre side. Han vil vise et højt niveau på samtlige pladser,« siger træneren, Jocelyn Gourvennec.
I kampen mod Lyon optrådte Lukas Lerager som defensiv midtbanespiller, og det magtede han ifølge L'Équipe ganske udmærket.