Fortsæt til indhold
Fodbold

Lasse Schöne: Min egen familie var til Grandes koncert i Holland

Det kommer tæt på en selv, sig Ajax-danskeren om Manchester-angrebet.

Angrebet mod koncerten i Manchester tog naturligt nok den største del af opmærksomheden, da Manchester United og Ajax Amsterdam tirsdag ankom til Stockholm, hvor de onsdag spiller Europa League-finale.

Manchester United aflyste deres pressemøde, og hændelsen var det første, der blev vendt på Ajax’ samling med medierne.

Her sendte træner Peter Bosz straks sine tanker til dem, der er blevet påvirket af angrebet.

Også danske Lasse Schöne fulgte op med en reaktion på angrebet, som er faldet ganske tæt på hans eget liv.

»Noget som dette rammer os dybt. Det, som skete, er ganske enkelt forfærdeligt. For to uger siden var min egen familie til en Ariana Grande-koncert i Ziggo Dome i Amsterdam. Det virker bare så tæt på. Vi har dybtfølt medlidenhed med folket i Manchester. Og som vores træner sagde, så tager angrebet glansen af finalen,« lød det fra danskeren ifølge Ajax.

Omend angrebet altså tog fokus fra fodbolden ved pressemødet, nåede danskeren dog også at vende det, han er kommet til Stockholm for: at vinde finalen.

»Det bliver den største kamp i min lange karriere. Alt kan ske i en finale, men vi skal holde os til vores egen plan. Hvis vi gør det, tror jeg, vi har en god chance,« lød det fra danskeren om det mere fodboldmæssige aspekt.

Også hans anfører i Ajax, Davy Klaassen supplerede omkring den stolthed, holdet har over at skulle spille i finalen.

»Følelsen er stolthed er ubeskrivelig. Alle ved, hvad de skal gøre,« lød hans ord på pressemødet.

Der vil blive afholdt et minuts stilhed inden finalen bliver spillet 20.45 onsdag aften.