Fortsæt til indhold
Fodbold

Lasse Schöne inden Ajax-semifinale: »Det bliver nogle af de største kampe i min karriere«

Holland skal kigge på en bestemt ændring, hvis man vil have europæisk succes fremover, ifølge Lasse Schöne.

En hurtig quiz. I hvilken sæson er Ajax kommet længst i en europæisk turnering siden storhedstiden mellem 1994 og 1997? Det korrekte svar skal findes her i nutiden. Onsdag aften står den hollandske traditionsklub for første gang siden netop 97 i en semifinale. Dog ikke ligesom dengang i Champions League, men i stedet i Europa League mod franske Lyon. Ifølge en af de to nuværende Ajax-danskere er der dog stadig tale om et særligt opgør.

»Det bliver nogle af de største kampe i min karriere. Nej, det er ikke Champions League, som er en del af Ajax’ DNA og historie, men jeg synes også, at Europa League efterhånden er blevet en stor turnering. Det kan man også se på kvaliteten af de fire hold, der er nået frem til semifinalen,« siger Lasse Schöne.

Denne sæson er ikke blot en af de mere mindeværdige Ajax-præstationer i Europa de seneste 20 år. Det er samtidig blot anden gang, at Lasse Schöne oplever at komme videre fra et gruppespil og frem til knockout-kampene, siden sit skifte til klubben i 2012. Holdet har arbejdet sig frem til et topniveau i Europa, man har været et godt stykke fra i de foregående sæsoner, slår den danske landsholdsspiller fast.

»Vi har så langt fra det største budget, men jeg synes, at vores kollektiv har vist sig rigtig stærkt i denne sæson, ligesom en af vores mange nøglespillere har ramt sit topniveau i stort set alle de store europæiske kampe. Vi har slået Schalke, Celta, Panathinaikos og FCK rimelig sikkert i alle vores hjemmekampe og ikke tabt i Amsterdam i nu 12 kampe. Det er jeg ikke sikker på, at vi kunnet have gjort for et par år siden,« siger Lasse Schöne.

Så du drønet? Dansk drømmemål hitter på nettet

Den stærke Ajax-sæson kommer i en periode, hvor hollandsk fodbold ellers har det svært. Ser man bort fra Ajax’ semifinaleplads i denne sæson er AZ Alkmaars kvartfinale i Europa League i sæsonen 2013/2014 det længste, som et hollandsk hold har formået at komme i de to europæiske turninger de seneste fem år. Det er tolv år siden, at PSV stod i Champions League-semifinalen mod AC Milan.

»Det er længe siden, at en hollandsk klub har været i en semifinale. Vi spillere mærker det både på medierne og fansene hernede. Men selvom det er en stor kamp, er det samtidig også ”kun” en semifinale. I Ajax kan en sæson bare ikke være god, hvis vi ikke vinder en titel. Skal det ske i år kræver det, at vi går hele vejen i Europa League,« siger Lasse Schöne.

Muligheden for at vinde Æresdivisionen forsvandt nemlig reelt i slutnignen af april, da Ajax på udebane tabte til PSV Eindhoven, mens Feyenoord vandt ude over Vitesse. Det efterlader Amsterdam-klubben fire point efter Nicolai Jørgensens Feyenoord-hold med to runder igen.

»PSV-kampen kostede os mesterskabet. Vi formåede ikke både at holde til at spille 120 minutter torsdag aften ude mod Schalke og derefter levere en toppræstation søndag klokken kvart i fem i Eindhoven,« mener den danske landsholdsspiller.

En situation, som Lasse Schöne kalder et vilkår i denne sæson. Men det har skabt debat i Holland om, hvorvidt man giver landets klubber de bedste muligheder for at præstere både nationalt og i Europa.

»I Holland er der i modsætning til Danmark ikke noget, der hedder mandagskampe. Det vil sige, at vi ikke kan få rykket vores søndagskamp, selvom vi først er tilbage fredag formiddag i Amsterdam, som tilfældet var efter udekampen mod Schalke. Jeg håber, den nuværende snak fører til handling, og det kan blive ændret fremover, for jeg tror det ville kunne gavne hollandsk foldbold i nogle situationer,« siger Lasse Schöne.

Det samme ville en finaleplads og samlet sejr over Lyon. Men det bliver ikke ligetil ifølge en af Ajax’ mest rutinerede spillere.

»Jeg synes, det var den sværest mulige lodtrækning i semifinalen. Det er et utrolig godt hold med meget fart, der har slået Roma, og bankede AZ med 11-2 samlet tidligere i turneringen,« siger Lasse Schöne.