Ungt AaB-kuld måtte nøjes med uafgjort i Silkeborg
Trods friskt spil fra AaB’s unge spillere endte lørdagens Superliga-kamp uden scoringer.
Superliga-klubben AaB har gennem en årrække været berømmet for sin evne til at give plads i startopstillingen til klubbens egne talenter. Også i denne sæson har man rykket seks unge spillere op i førsteholdstruppen, og tre af dem var med fra start, da nordjyderne lørdag spillede første kamp i Superliga-gruppespillet, hvor AaB jagter den spinkle mulighed for at komme i Europa League.
En sejr i Silkeborg kunne nærmest have sikret nordjyderne en plads i toppen af sin gruppe, men det glippede lørdag eftermiddag i en kedelig affære, der endte 0-0.
For AaB bød kampen dog på opmuntrende momenter. AaB’s cheftræner Morten Wieghorst havde som nævnt givet plads i startopstillingen til de purunge spillere Joakim Mæhle (19 år), Oliver Abildgaard (20 år) og Rasmus Thellufsen (20 år), der for nylig har forlænget sin kontrakt med klubben. Det unge trekløver havde fået chancen på bekostning af mere erfarne og etablerede kræfter, og trods småfejl undervejs gav de AaB’s spil noget friskhed.
Man så således tegninger til et nyt stærkt AaB-hold baseret på unge spillere fra nordjydernes egen talentafdeling, men blomsterne er endnu ikke sprunget helt ud endnu i Aalborg-klubben.
I lørdagens kamp virkede Silkeborg IF hæmmede defensivt i fraværet af midtbaneankeret Ibrahim Moro og forsvarsstyrmanden Dennis Flinta, og måske var det derfor, at forsvaret i et par situationer i kampens begyndelse lignede en flok forvirrede matroser. I hvert fald spillede AaB sig frem til et par pæne muligheder i startfasen, og Jakub Sylvestr burde have bragt gæsterne foran efter syv minutters spil. Alene med Thomas Nørgaard i Silkeborg-målet sendte slovakken bolden forbi mål fra få meters afstand.
I det hele taget var det AaB, der viste mest initiativ i offensiven, mens Silkeborg måtte nøjes med små kontrastik og et par halvfarlige dødbolde. Silkeborgs Nicklas Helenius, der også har fået sin fodboldopdragelse i AaB, var velspillende, men det var ikke nok.
I stedet havde AaB de klart største muligheder. Førnævnte Oliver Abildgaard kunne have scoret i første halvleg, men det var alligevel rutinerede Rasmus Würtz, der et kvarter før slutfløjt var tættest på en scoring, da han ramte stolpen.
Så selvom både ung og gammel bød sig til for AaB, måtte nordjyderne nøjes med målløs uafgjort i en småkedelig affære.
Tidligere i sæsonen har der ellers været stor underholdning, når AaB og Silkeborg har tørnet sammen. De to hold har mødt hinanden tre gange, og det har været berusende oplevelser hver gang. I efteråret vandt Silkeborg 5-3 på eget græs, mens AaB har vundet både 3-0 og 5-0 i Aalborg, men lørdagens affære blev ikke nær så underholdende som de foregående opgør. Der var optræk til chancer og muligheder i begge ender mod slutningen, men det endte altså uden scoringer.
Det må nordjyderne være mest skuffede over.