Zohore og Vibe fik nettet til at blafre i Championship
Kenneth Zohore og Lasse Vibe blev dobbelte målscorere for henholdsvis Cardiff og Brentford.
De to formstærke angribere Kenneth Zohore og Lasse Vibe var lørdag eftermiddag på pletten to gange hver i The Championship, Englands næstbedste fodboldrække.
Kenneth Zohores Cardiff vandt 3-1 over Jonas Knudsen og Ipswich.
Ti minutter før og fem minutter efter pausen, fandt Zohore vej til målet. Dermed har han lavet syv mål på en måned i The Championship.
Lasse Vibe, der fredag blev udtaget til den forestående landskamp mod Rumænien, scorede sit niende og tiende ligamål i sæsonen for Brentford.
Danskerens første mål faldt efter 51 minutter og blev startskuddet til et bemærkelsesværdigt comeback i udekampen mod Burton.
Vibe reducerede til 2-3, og med yderligere to mål vandt Brentford 5-3 over Lasse Vigen Christensens mandskab. Lasse Vibes andet mål var til 4-3 i det 85. minut.
Hverken Cardiff eller Brentford har mulighed for at blande sig i toppen, mens Burton og Lasse Vigen kæmper hårdt for at undgå nedrykning.