Fortsæt til indhold
Fodbold

Overraskende opsigelse: Barcelona-træner er slidt ned

Luis Enriques afgang som træner fra Barcelona giver Barcelona-ledelsen en hovedpine.

Der er næppe nogen tvivl om, at det er hårdt at være træner for en af verdens største fodboldklubber.

Det har Barcelona-træner, Luis Enrique, måttet erfare efter 2½ år som chef på Camp Nou, hvor han i går aftes offentliggjorde, at han stopper efter denne sæson.

»Jeg lever i en konstant søgen efter løsninger og efter, hvordan jeg kan forbedre holdet. Det betyder, at der er meget lidt tid til at koble af. Det bliver rart at kunne slappe af, når sæsonen er overstået,« siger Luis Enrique til Barcelonas hjemmeside.

I de første to sæsoner har han sammenlagt vundet otte trofæer – Champions League i 2015 som højdepunktet – men han har aldrig for alvor vundet hjerterne i den catalanske by.

For en par uger siden tangerede Barcelona det største nederlag, klubben har prøvet i Champions League, da den tabte 0-4 til Paris Saint-Germain.

Dengang blev den tidligere Barcelona-træner, Pep Guardiola, spurgt, om han kunne finde på at vende tilbage.

»Jeg skal aldrig tilbage til Barcelona for at være træner. Min tid er slut der,« sagde han.

I de to første år af Luis Enriques tid i Barcelona vandt han begge gange La Liga og pokalturneringen – begge turneringer, som han i denne sæson stadig har mulighed for at vinde.

Luis Enrique efterlader et Barcelona-hold, der på banen stadig kan smadre al modstand i ligaen – onsdag aften gik det ud over Sporting Gijon, der måtte rejse hjem med 6-1 i bagagen – men i det spanske anes konturerne af en klub, hvor ikke alt kører lige så smurt som på banen.

Flere af klubbens spillere eller ledere er eller har været blandet ind i skattesager, der optager megen tid uden for banen.

Da Pep Guardiola stoppede i 2012 blev trænerposten overtaget af Tito Vilanova, der døde kort efter af kræft. Han blev erstattet af argentineren Gerardo ”Tata” Martino, der på overfladen så ud til at kunne videreføre klubbens spillestil med tiki-taka, men han holdt kun en sæson.

Enrique var muligvis et overraskende valg efter Tata, men det viste sig, at det var en god ide at finde en mand, der kendte klubben indefra. Enrique trænede Barcelona B fra 2008-11, og han spillede selv i ni år i klubben, da han var aktiv.

Trofæerne begyndt atter at vælte ind, og ifølge spanske presseforlydender vil ledelsen kigge på personer, der kender klubbens dna.

Et navn der dukker op er Juan Carlos Unzue, der har været i trænerstaben siden 2010. Selvom hans navn næppe ringer mange klokker, er det ikke et helt usandsynligt valg.

Tito Vilanova kom også fra egne rækker, og han var på vej mod noget stort – Barcelona vandt blandt andet La Liga – inden han døde.

Af andre navne nævnes Jorge Sampaoli – mand der står bag Sevillas vanvittige powerfodbold - Eusebio Sacristan (tidligere Barcelona B-træner), Ernesto Valverde (Athletic Bilbao) og som outsider nævnes hollænderen Ronald Koeman, der har en stor stjerne i klubben, men hvis trænerkarriere er plettet af mange jobskifte. Koeman har været assistent i Barcelona i et par år i slutningen af 90’erne.