Her er JP’s EM-favoritter
Hvem står forrest i køen til at løfte EM-trofæet? Jyllands-Postens sportsredaktionen vurderer favoritterne.
Frankrig
Det er næsten kun værd at nævne følgende: Frankrig afholdt EM i 1984: Frankrig vandt. Frankrig afholdt VM i 1998: Frankrig vandt. Når man så oven i hatten lægger det faktum, at franskmændene har 23 spillere fra de bedste turneringer i Europa, har man favoritterne til at vinde EM. På trænerbænken har Frankrig Didier Deschamps, og han er noget så sjældent som en træner, der har opbakning i befolkningen.
Tyskland
Når man er regerende verdensmester, befinder man sig naturligvis blandt favoritterne til et EM, men Joachim Löws udtagne trup synes at være dårligere end den, der vandt i Brasilien. Oppe i front har Löw kun fundet plads til Mario Gomez, Lukas Podolski og Thomas Müller, hvor kun det sidste navn er frygtindgydende. Men med en af verdens bedste målmænd og et bomstærkt forsvar: Angreb vinder kampe. Forsvar vinder turneringer ...
Spanien
Spanien er regerende europamester, og med den spanske dominans i de europæiske turneringer kan man være på nippet til at pege på holdet som favorit. Men bag den europæiske succes ligger, at landets klubber har rigtig mange udenlandske nøglespillere hos de klubber, der gør det godt. Med David de Gea i mål, et fremragende forsvar og en udmærket midtbane er det kun offensivt, det halter.
Belgien
Belgiens ungdomssatsning i begyndelsen af nullerne begynder at vise sig i store klubber verden over: Hvis spillerne smed deres visitkort i en skål, ville man kunne spille klubbingo med navne som Barcelona, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Manchester City, Atletico Madrid, Tottenham, Roma og Napoli. Kun fire spillere kommer fra den belgiske liga. Spørgsmålet er, om truppen kan gøre det bedre end under VM 2014.
Outsidere
Italien er et hold uden store stjerner. Ud over Buffon i mål er den største stjerne at finde på bænken, hvor Antonio Conte er træner. Han har ført Juventus til tre mesterskaber i træk, og Italien vandt suverænt sin gruppe i kvalifikationen til EM. Conte er kendt for at være en snu taktiker, hvilket Chelsea vil få nytte af efter sommerferien. Læg også mærke til England, Polen og Østrig, der ligger lige uden for favoritfeltet.