Fortsæt til indhold
Fodbold

Hemmeligheden bag Leicester-topscorerens mange mål: Han træner ikke længere skud

Jamie Vardy bliver gang på gang sendt ind fra træning af sin manager, når der skal trænes skud til træning, afslører angriberen selv.

Jamie Vardy er blevet symbolet på den nærmest eventyragtige opblomstring, Leicester i denne sæson har gennemgået.

For et år siden kæmpede klubben for at undgå nedrykning, og 29-årige Vardy kæmpede for at finde netmaskerne og slå endeligt igennem i Premier League.

Nu, et år senere, er historien en helt anden. Leicester er storfavorit til at blive engelsk mester, da klubben fører med syv point med blot fem kampe tilbage af sæsonen, og Jamie Vardy har bombet det ene mål ind efter det andet og samtidig fået sin debut på det engelske landshold.

Indtil videre er det i denne sæson blevet til 21 mål i Premier League for Vardy, der tilmed slog en bemærkelsesværdig scoringsrekord tidligere på sæsonen, da han scorede 11 kampe i træk i Premier League, hvilket var én kamp mere i træk med scoring end Ruud van Nistelrooys hidtidige rekord fra 2003.

Man skulle tro, at hårdt arbejde i skudtræningen ville være hemmeligheden bag Leicester-angriberens succes. Men Jamie Vardy har over for Sky Sports givet en overraskende forklaring på, hvorfor han nu scorer mange mål.

»Jeg får ikke rigtigt chancen for at træne mine skud, da vores skudtræning ligger først på ugen, hvor manageren vil have mig til at hvile mine ben,« siger han.

Leicesters manager, italienske Claudio Ranieri, vil simpelthen holde sin angrebstrumf frisk til kampene i Premier League.

»Normalt når der er skudtræning, siger manageren at jeg skal gå inden for. Det kommer jeg til at fortsætte med, hvis det betyder, at jeg kan spare mine ben, og mål, til kampene,« siger Jamie Vardy til Sky Sports.

Leicester har vundet sine seneste fem kampe i Premier League, og klubbens næste opgave er søndag, hvor West Ham kommer på besøg.