Et par billetter til Leicesters sidste hjemmekamp til slag for 150.000 kr. på den sorte billetbørs
Der er voldsom interesse for Leicesters sidste hjemmekamp mod Everton. Et par billetter koster op til 150.000 kr. på den sorte børs
Interessen for at være på stadion, når storfavoritterne til at vinde det engelske mesterskab fra Leicester spiller sin sidste hjemmekamp i sæsonen mod Everton, er naturligvis enorm.
Der er plads til helt nøjagtig 32.262 tilskuere på Leicesters hjemmebane King Power Stadium, og billetterne til kampen den 7. maj blev mandag solgt på 90 minutter.
Men blot få timer efter, at der blev meldt udsolgt til kampen, kunne man købe billetter til mere end 30.000 kr. pr stk. og et par billetter kunne erhverves for den nette sum af 150.000 kr. på en hjemmeside, som lever af at sælge ting og sager videre.
De vanvittige opskruede priser har fået klubben til at melde ud, at man vil forfølge alle former for sortbørshandel med billetter til overpris, som man betragter som en kriminel handling.
En Leicester-fan har kontakter BBC og fortalt, at han gik glip af en billet, selv om han er medlem af klubben og dermed har en billetaftale.
Leicester skriver på klubbens hjemmeside, at interessen for at få en billet til kampen mod Everton har været overvældende, og at hovedparten af klubbens medlemmer har haft mulighed for at sikre sig en billet, men klubben skriver videre, at et medlemsskab ikke er garanti for, at man får tilbudt et billet.
Men den udlægning ærgrer den uheldige fan, som undrer sig over forløbet.
»Klubben skylder at svare på nogle spørgsmål om, hvordan dette kan ske. Jeg kan ikke se, hvordan ganske almindelig fans kan betale 150.000 kr. for to billetter - det er jo samme pris for en brugt bil,« siger den uheldige Leciester-fan, som er ked af, at han ikke kan være til sted, når klubben med stor sandsynlighed kan fejre det engelske mesterskab.
»Denne sæson har vist sig af være noget, som vi aldrig havde drømt om. Og det vil nok aldrig ske igen i min levetid,« siger den uheldig fan, som kun har misset tre af klubbens hjemmekampe i denne sæson og som ønsker af være anonym.
Leicester er syv point foran Tottenham i tabellen med fem kampe tilbage af Premier League.