Fortsæt til indhold
Fodbold

Popcornmaskiner og kontrollørveste: Fodboldklubs konkursbo på auktion

FC Vestsjælland gik konkurs sidst i 2015. Nu bliver overskudsvarerne solgt til højest bydende.

FREDERIK HJORTH GERNIGON

En popcornmaskine, en kummefryser, manchetknapper og et FC Vestsjælland-maskotkostume. Der er både til de formelle og uformelle arrangementer på Damonline Auktioners hjemmeside, hvor den nu konkursbegærede fodboldklub FC Vestsjælland har sat sit konkursbo til salg.

En grill med briketter, grillstarter og optændingsblokke er også en del af det store udvalg. Står man og mangler en kikkert, er det også det rette sted at kigge.

Der er budt på langt de fleste varer. Frister popcornmaskinen eller maskotkostumet, skal man i skrivende stund byde over henholdsvis 2.400 og 1.900 kroner.

Aktionen, der allerede er i fuld gang, slutter tirsdag den 9. februar kl. 11.

En fodboldklub og fodboldudstyr er to ord, der hænger unægtelig sammen. Den lokale fodboldklub kan således gøre et kup blandt de mange partier. Her finder man eksempelvis 30 fodbolde, 85 par fodboldstrømper, vasketøjskurve og 50 røde regnjakker.

Konkursen blev en realitet i FC Vestsjælland, da investor og bestyrelsesformand Kurt Andersen sidst i november måtte meddele, at han trak stikket og lukkede for pengestrømmen. Og selvom det i første omgang så ud som om, at klubben kunne reddes, fik det vestsjællandske eventyr ikke en lykkelig slutning. Den 10. december blev klubben erklæret konkurs og førsteholdet blev omgående trukket ud af Bet25 Ligaen.

I den nye sæson vil Slagelse-klubben optræde i Sjællandsserien.