Alle scenarier er i spil til fremtiden for OB’s Falk
Fynboerne har endnu ikke fået svar fra Rasmus Falk på, om han vil lave en ny aftale.
Som om det ikke var nok, at Rasmus Falk blev udtaget til fodboldlandsholdets altafgørende EM-playoff mod Sverige tilbage i november. Nej, over for dem, som endnu måtte være i tvivl, blev det vist slået fast, at OB’s 23-årige kantspiller lige nu er en af kongerigets mest lovende, da cheftrænerne for de 12 klubber i Superligaen stemte ham ind i top-tre over efterårssæsonens største profiler for en måned siden.
Derfor er det nok også hævet over enhver diskussion, at interessen for Rasmus Falk er spiret i takt hermed.
Hans kontrakt med OB udløber til sommer, hvilket betyder, at Falk frit kan forhandle med andre hold. Om det så fører til et exit fra dansk fodbold, har den ombejlede herre ikke lagt sig fast på:
»Der er mange scenarier i spil. Først og fremmest et i OB, som har givet mig en mulighed for at blive her. Så er der selvfølgelig interesse fra andre danske klubber, og der er interesse fra nogle udenlandske klubber. Det er det, jeg bruger min tid til at tænke på og vende med min lejr,« siger Rasmus Falk.
Et kontraktudspil liggende
I Ådalen håber OB’s sportsdirektør Jesper Hansen på, at Rasmus Falk beslutter sig for at sætte sin underskrift på en ny aftale med den klub, han har optrådt for, siden han skiftede fra Middelfart som 13-årig tilbage i 2005.
»Vi er kommet med flere forskellige udspil til Rasmus - senest et lige inden nytår. Tilbagemeldingen, vi har fået fra ham, er, at han gerne vil vente og se, hvordan og hvorledes tingene åbner sig for ham i det her transfervindue. Status er nu, at bolden ligger hos ham,« siger sportsdirektøren.
OB indledte samtaler med Rasmus Falk allerede i august sidste år. De har strakt sig indtil nu, og det seneste tilbud, OB har forelagt Falk, tangerer klubbens økonomiske smertegrænse. Derfor må han snart melde ud, om han vil blive i klubben, mener Jesper Hansen.
»Vi vil jo helst have en afklaring så hurtigt som muligt. Det sigter vi stadigvæk efter. Jeg har enorm respekt for, at en fodboldspiller gerne vil se tingene an og melder det ud. Det kunne jeg så måske godt have ønsket noget før, for vi har egentlig brugt meget krudt på det,« siger Jesper Hansen.
Må tænke på sig selv nu
At OB gerne vil have endeligt svar på, om klubben også kan skrive Rasmus Falk på holdkortet fra næste sæsons begyndelse, har hovedpersonen fuld forståelse for, understreger han.
»Det er jo selvfølgelig ikke sjovt for klubben. Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg også gerne selv have en afklaring hurtigst muligt. Derfor prøver vi selvfølgelig at fremskynde processen. Men jeg har været loyal her i rigtig mange år. Jeg vil gerne træffe den rigtige beslutning og tænke på mig selv. Det ved jeg også, at klubben har forståelse for. At det ikke bare lige er noget, man gør over en nat. Men jeg tror heller ikke, at der går en måned endnu, før der er en afklaring på min fremtid,« siger Rasmus Falk.