Denne dag er alt næsten som det plejer at være i AGF

Bortset fra at AGF har vundet, er alt, som det plejer. Det er fredag aften, datoen er den 4. december, det er mildt i vejret for december. To uger inden, da AGF senest spiller hjemme på Ceres Park, er grønsværen omkranset af en hvid bræmme af sne, som frivillige har skubbet ud, for at kampen kan gennemføres.

Fredagen inden har AGF tabt med et enkelt mål i Viborg efter en svag indsats, men tilskuerne til efterårets sidste kamp, hvoraf de mest fanatiske har taget opstilling på en mobil tribune bag det ene mål, kan se et AGF-hold med et andet udtryk. 2-1 står der på lystavlen, 2 ved AGF, 1 ved FC Midtjylland, de danske mestre.

Morten Wieghorst, som i halvandet år har kunnet kalde sig cheftræner i AGF, kender rumlen: Først skal tv-stationerne have deres interviews, derefter radioen og til sidst den skrevne presse. Mens tv-kameraerne står oppe på løbebanen, trækker journalisterne fra dagbladene ofte ned i spillertunnellen for at få svar på deres spørgsmål.

Som altid møder spillerne ind på stadion syv kvarter før kickoff. På førstesalen i Team Danmark-bygningen, lige ved siden af et lokale, som pressefolkene bruger, er der taktikmøde. Ugen inden har AGF tabt i Viborg, og den skal revancheres. Morten Wieghorst taler til spillerne i cirka 20 minutter, det meste på engelsk, noget på dansk. På AGF’s hold er der adskillige spillere, som ikke er fortrolige med dansk, derfor engelsk. Dagen inden er FC Midtjyllands hold blevet analyseret, nu er det tid til for sidste gang at pege på, hvad AGF selv skal gøre. Ingen af spillerne spørger om noget, da Morten Wieghorst er færdig ved tavlen. De ved, hvad de skal gøre. Ude på den smalle gang står spillernes tasker hulter til bulter.

AGF’s trænere har luret, at FC Midtjylland stiller op med den lange Paul Onuachu fra start, og de har forberedt sig på, hvad det betyder for mestrenes måde at spille bolden op på. De er også klar over, at Kian Hansen bliver rykket ud som højre back, da André Rømer har karantæne. Den eneste, de ikke rammer i FC Midtjyllands startopstilling, er Mikkel Duelund, som er med i stedet for østrigeren Daniel Royer ude i venstre side af midtbanen.

Én sejr i 14 kampe

Kun én sejr i 14 superliga-kampe har AGF hentet inden dagens kamp. Morten Wieghorst er en presset træner i en klub, der i perioder har en kolossal bevågenhed. Når det går godt. Og når det går dårligt. Allerede kort tid efter, at Morten Wieghorst bliver ansat i AGF, mærker han trykket. AGF skal hives ud af 1. division, men det kniber gevaldigt med at vinde kampene på egen bane i løbet af efteråret 2014. 0-0 på hjemmebane mod Skive og Vendsyssel dur ikke i Aarhus, og da AGF i samme periode – også på egen bane – taber 2-3 til Lyngby og 1-2 til AC Horsens, kommer de første kritiske røster frem: ”De spiller og spiller, men de laver ikke mål? Så skyd dog i stedet for at trille og trille! Hvordan er det, de sejler rundt i forsvaret? Dette hold kan aldrig klare sig i Superligaen, hvis de skulle være så heldige at rykke op! Og hvis de rykker op, er det udelukkende, fordi Lyngby snubler!”

I efterårets sidste fire kampe i 1. division hiver AGF fire sejre hjem. Først 4-0 over Vejle, så 1-0 over Lyngby, 2-1 i Brønshøj og endelig en heldig 2-1’er i Fredericia. I foråret går Lyngby, som i efteråret var suveræn, i stå, samtidig med at AGF udviser stabilitet.

Indsatsen er godkendt

Fredag aften efter 2-1-sejren over FC Midtjylland bliver han bedt om at forholde sig til AGF’s aftryk i efteråret. Er det i orden? Er han tilfreds? Morten Wieghorst nikker. I hans bog er indsatsen godkendt. Hans umiddelbare mission som AGF-træner er at sikre, at AGF beholder pladsen i Superligaen i den første sæson som oprykker. Chancen er god, da der i denne sæson blot er en klub, der rykker ud.

»Lige nu er vi 12 point foran stregen, og hvis der var nogen, der inden starten havde sagt, at vi ville være 12 point foran, måske ni, så havde jeg taget den. Anyday. Vi er seks point foran Esbjerg, som de seneste syv-otte sæsoner har gjort det langt bedre end AGF. Så kan jeg kun sige, at det er godt,« siger Morten Wieghorst.

To uger inden fredagens kamp spiller AGF mod Brøndby. 1-1. Efter den kamp taler træneren om den foregående kamp, som AGF tabte med 1-4 i Randers. Morten Wieghorst insisterer på at få nuancerne med. Han virker irriteret over de konklusioner, som omverdenen drager.

»Resultatet 1-4 farver ganske enkelt folks opfattelse. Kampen var helt åben indtil fem minutter før tid. Randers er et godt hold. Så fik de to omstillinger. Vores problem var, at vi ikke kom frem til chancerne. Vi var ofte helt nede på sidste del af banen. I dag mod Brøndby skabte vi chancerne. Men der manglede vi den sidste skarphed. Og så havde de et par gode redninger,« forklarer han på en dag, da han på sin vis er tilfreds med at få et point mod Brøndby.

Men af samme grund ikke vil juble overstadigt. Igen: nuancerne.

»Ud over resultatet i Randers, så leverede vi en god præstation. Siger man andet, kigger man kun på resultatet. Det er det afgørende, ja, men jeg er nødt til også at se på indholdet. Vi havde mange afslutninger mod Brøndby, men der var ikke kæmpe forskel fra Randers-kampen. Men det var fint, noget af det bedste i lang tid. Men der var også fejl, der kunne have kostet. Det skal vi også huske på,« bemærker han.

Efter sejren over FC Midtjylland spørger en journalist ind til AGF’s indsats i de seneste kampe. Om det drejer sig om tænding hos spillerne, når holdet kan svinge så meget, som det er sket. Fra en mager indsats i Viborg til en gedigen kamp mod FC Midtjylland.

Forsvarsposition

Igen er Morten Wieghorst i forsvarsposition, da han vil forklare sig.

»I,« siger han til pressefolkene, »I bør have respekt for Viborg. I glemmer, at Viborg lige har spillet uafgjort i Parken. Den skulle Viborg have vundet. De var uheldige. Det bliver glemt. Jeg prøver ikke at finde undskyldninger. Men der er nogle gange større nuancer, end nogen gerne vil gøre det til. Og det handler om mere end bare tænding.«

AGF-træneren bliver bedt om at skue lidt fremad, vurdere om holdet er på rette kurs, om spillet er blevet bedre og bedre i løbet af efteråret. Han synes, at han kan se fremgang, og nu kommer en periode, hvor der kan arbejdes endnu mere med tingene. Han nævner spillernes fysik, han nævner, at AGF har en stribe spillere, der vil have gavn af en periode, så de kan vænne sig til landet, kulturen og AGF’s spillestil.

En journalist vil gerne tale om rygter. Om at Morten Wieghorst ikke er med til at bestemme, hvilke spillere klubben henter ind. At det er sportschef Jens Andersson, der bestemmer.

Mange skriverier

Der har jo været mange skriverier om det. Hvad tænker du om det, forsøger journalisten sig.

»Det påvirker ikke mig. Det handler kun om, at vi rekrutterer til spillestilen. Men jeg kommer ikke til at gå ind i den diskussion.«

Slam. Nede i spillertunnellen smækker en dør op til næste etage hårdt i på grund af træk.

»Hold da kæft,« udbryder journalisten og ser sig forskrækket over skulderen. Interviewet er ved at være forbi.

Pressefolkene lusker af for at arbejde. AGF’s spillere plejer at samles i loungen på stadion og spise sammen efter kampene. Men i aften er store dele af loungen optaget af en julefrokost. I stedet har spillerne aftalt at mødes på en restaurant inde i byen. Trænerne, holdlederne og sundhedsstaben har dog fået et bord i loungen, hvor de sætter sig efter at have sendt spillerne på ferie.

Da Morten Wieghorst har talt færdig med medierne, kommer han op fra omklædningsrummet og begynder at gå op ad trapperne. Foran ham ligger et tomt ølkrus af plastik. Han bukker sig, samler det op og smider det i en skraldespand, inden han fortsætter.

Ved bordet i loungen er der and og flæskesteg og ikke mindst lettelse over AGF’s sejr på 2-1 over mestrene. Men glæden holder ikke så længe. Faktisk kun til lørdag morgen. Alt er ikke, som det plejer.

Læs om en dramatisk og omskiftelig periode i AGF; den første weekend i december. I dag første del.