Krohn-Dehli er ude mod Sverige
Den danske midtbanespiller er blevet i Danmark. Morten Olsen tager gerne en nullert lørdag mod Sverige.
Stockholm
Det danske landshold er svækket før kampen mod Sverige. En af landstræner Morten Olsens mest sikre spillere i startopstillingen i de seneste tre-fire år Michael Krohn-Dehli er således blevet i Danmark og kommer ikke i spil til kampen lørdag i Stockholm.
»Vi har efterladt Krohn-Dehli i København. Han bliver ikke klar til første kamp, men håber på anden kamp. Han bliver intensivt behandlet af en specialist, frem for at tage ham med herop, når han alligevel ikke bliver klar,« sagde Morten Olsen.
På fredagens pressemøde med det svenske landshold gav træner Erik Hamrén udtryk for, at defensiven var det vigtigste for ham. At 0-0 på hjemmebane ikke var et dårligt resultat. Den greb Morten Olsen.
»Lad os lade være med at spille denne kamp og spille 0-0. Så tager vi til København,« sagde han og lød som en mand, der også ville være godt tilfreds med det resultat før hjemmebanefordelen på tirsdag.
Med på pressemødet havde Morten Olsen Thomas Delaney og Jakob Poulsen. Ingen af de to forventer Jyllands-Posten er i startopstillingen lørdag. Poulsen fordi han har virket slidt for FC Midtjylland og spillede dårligt i seneste landskamp mod Frankrig, og Thomas Delaney forventes at blive fravalgt til fordel for William Kvists rutine.
»Det bliver en utrolig tæt kamp uden mange chancer, selv om det kunne være sjovt, hvis det kom for tilskuerne. Ingen af holdene vil udspille deres rolle i første kamp. Så det bliver taktisk og tæt. Forhåbentlig med os som vinder,« lød det fra Jakob Poulsen.
Thomas Delaney blev igen forholdt den evige, og relevante, sammenligning mellem ham og William Kvist. Ikke mindst fordi Delaney er foretrukket og endda anfører i FC København, mens William Kvist har været det for landsholdet.
»Jeg er blevet spurgt mange gange om denne omvendte situation med William Kvist og jeg. Man skal også tage højde for, hvad en spiller har været igennem. William Kvist har været med i flere år, men jeg kan komme ind med nyt blod. Han er en spiller, der tænker i det værst tænkelige scenarier, mens jeg er mere felt-til-felt-spiller. Man kan kalde William den kloge, mens jeg er lillebroderen,« sagde Delaney.